Størst Udbytte af Legemligt og Aandeligt Arbejde
Første Del

139 at der ingen Anledning bliver til Overanstrengelse ved legemlig Virksomhed. Desuden er stærk legem- lig Træthed, som alt omtalt, saa smertelig, at den ligefrem tvinger til Standsning eller i det mindste en stærk Nedsættelse af Arbejdet. Det er derfor kun i yderste Nødsfald, f. Ex. paa Polarrejser, ved Bjerg- bestigninger eller under Krigsforhold, at et Menneske vil vedblive at anstrenge sig legemligt trods stærk Udmattelse. Staar Valget mellem at dø paa Stedet eller at fortsætte Marschen til det yderste, vil den sidste Chance vel forsøges for at bjerge Livet. Ved Aandsarbejde i strengeste Forstand er Forholdet der- imod et ganske andet. Kunstneren, Opfinderen, For- skeren kender ikke nogen Normalarbejdstid, og er de stærkt optagne af de Resultater, de er ifærd med at naa, mærker de ikke til Træthed. Da Arbejds- ydelsen desuden ved stærk Anspændelse kan holdes nogenlunde paa samme Højde, mangler alle Kende- tegn paa, at det lakker mod Enden med Nervesyste- mets Ydeevne, Saa kommer før eller senere det pludselige Sammenbrud, og det kræver Maaneder eller Aar at genvinde Arbejdsevnen. Dette er den enkle og ligefremme Følge af, at aandelig Anstren- gelse kan vedligeholdes i lang Tid men med stadig voxende Bekostning for Nervesystemet, Det maa nødvendigvis ende med Forskrækkelse, og derfor er det klogere frivilligt at tage Hvile itide end nødtvun- gent, naar det er for sent. Den anden af de ovenfor anførte Sætninger har især pædagogisk Interesse, Det blev allerede tidligere (S. 113) omtalt, at mange Aandsarbejdere udfører deres mest anstrengende Arbejde liggende, hvilket Stofskifte- maalingerne har vist at være det mest økonomiske for Organismen. Men der er nogle Aandsarbejdere,