Om Synthetisk Ammoniakfabrikation

71 forskellige Sider. Byggende paa Habers grundlæggende Under* søgelser, har en Række af Firmaets Kemikere, først og fremmest Dr. A. Mittasch, nedlagt et ganske enormt Arbejde i Klar* læggeisen af, hvilke Substanser og Substansblandinger, der faar Ammoniaksynthesen til at forløbe med den største Hastighed, og hvilken Forbehandling Reaktionsluften maa underkastes for at Katalysatorerne kan bibeholde deres reaktionsfremmende Kraft usvækket saa længe som muligt. De Enkeltforsøg, som blev anstillet for at faa dette for Processens praktiske Udførlighed eminent vigtige Punkt fuldt klarlagt, skal løbe op i mange Tusinde, og det er vistnok sikkert, at ved ingen af de tidligere ■■ undersøgte katalytisk paavirkede Processer er der sammenbragt et saa stort eksperimentelt Materiale som her. At gaa nøje ind paa Enkelthederne vilde føre for langt, kun nogle Hovedpunk* ter skal i det følgende berøres. Ogsaa ved disse fornyede Undersøgelser har Jerngruppens Metaller vist sig i særlig høj Grad anvendelige som Katalysa* torer ved Ammoniaksynthesen; i første Række gælder dette om rent Jern, der vistnok er det Stof, man i Praksis er bleven staaende ved, men ogsaa andre af de herhen hørende Metaller, som Mangan, og ganske særlig Molybdæn, har vist sig at være særdeles anvendelige. Af andre Metaller med stor katalytisk Evne kan nævnes Zink, Lithium, Wolfram, Cer og Ruthenium, det sidste det maaske kraftigst virkende af alle; det er patent* beskyttet til denne Anvendelse af »Centralstelle fur wissen* schaftliche*technische Untersuchungen« i Neubabelsberg; det skal ved 450° og 175° kunne give en Ammoniakkoncentration af c. 20 %, medens som før nævnt det forholdsvis meget kraftigt virkende Osmium under samme Forhold kun giver 8 %; des* værre er ogsaa Rutheniums Forekomst i Naturen saa ringe, at der heller ikke for dettes Vedkommende kan blive Tale om en Anvendelse i større Stil. Det har vist sig at have megen Betydning, hvilken Forudbe* handling' Katalysatoren^ er bleven underkastet inden Anvendel* sen. Anvendes saaledes Jern, fremstillet ved Reduktion af Fer* rioxyd i en Brintstrøm, bliver den katalyserende Evne af Jernet langt større, naar Reduktionen foretages ved lavere Temperatur, helst ikke over 600c, end hvis den sker som sædvanligt ved c. 1000°; derimod er det fordelagtigt inden Reduktionen at ud* sætte det anvendte Jernilte for en høj Temperatur, f. Eks. I