Vore Kunstgødninger
I Kvælstofgødninger i 1905

20 stændighederne og ikke blot være henvist til, hvad hans eget Landbrug frembringer af Kvælstofforbindelser. Gaa vi derfor videre og betragte Ammoniakforbindelsernes Fore- komst ved Mineralogiens og Geologiens Hjælp, ville vi se, at vi i den uorganiske Natur næppe have nogen som helst Kilde, hvoraf der kan øses Ammoniakforbindelser *). I den organiske Naturs Rige er der derimod forskellige fossile Planterester, navnlig Stenkul, som indeholde Kvæl- stofforbindelser, der kunne tjene som Udgangspunkter for Ammoniakfabrikationen. Ved tør Destillation af Kul og Brandskifer vindes bl. a. Gas vand, der indeholder Am- moniak og Ammoniumforbindelser, og paa passende Maade faas heraf svovlsur Ammoniak, hvoraf der for Tiden aarlig produceres i hele Verden omtrent 600,000 Tons. Industrien lægger en Del Beslag paa den af Gas- vandet producerede svovlsure Ammoniak til Brug under Ammoniaksodaprocessen, til Fremstilling af Ammonium- salte, Aminer, Farvestoffer m. m., og det staar derfor ogsaa paa Dagsordenen at faa Luftens Kvælstof udnyttet til Fremstilling af Ammoniak. Tage vi for dette Spørgsmaals Vedkommende atter vor Tilflugt til Julius Thomsens termokemiske Under- søgelser, ville vi finde, at Foreningen af Kvælstof og Brint N -|- 3H = NHs til Ammoniak er en exotermisk Proces, hvorved der ved Dannelsen af et Grammoleküle Ammo- niak (altsaa 17 Gram) frembringes 11.890 Kalorier. Man turde altsaa antage, at det vilde være en let Sag med Kvælstof og Brint som Materiale at fremstille Ammoniak. Men endnu er det ikke lykkedes direkte at udføre dette i Praksis. Gaa vi tilbage i Kemiens Historie, se vi, at den berømte Humphrey Davy for mere end 100 Aar siden ved Elektrolyse af luftholdigt Vand ved den negative Pol fik Ammoniak, ved den positive Salpeter- syre. Schönbein, Ozonets Opdager, fandt 1840, at *) »Fremtidsudsigterne o. s. v.« Tidsskrift for Landbrugets Plante- avl 1905, p. 393 o. flg.