Ledetraad ved Underviisningen i Den Militaire Technologi
paa den kongelige militaire Höjskole
Forfatter: J. Wilkens
År: 1846
Forlag: Trykt hos J.D. Qvist
Sted: Kjöbenhavn
Sider: 205
UDK: TB 670 wil
i Overeensstemmelse med det allerhöjeste approberede Program.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
40
ESSEN, BRÆNDSELET TIL SMEDNING.
en Mejsel. Ellers bruger man större og mindre Tænger af
Jern, med eller uden Skyderinge paa de lange Greb, til at fatte
Jernet med. De blive ofte gloende og afkøles da i Vand, for
igjen at blive stivere.
Essen,
som fremstilles i Fig. 31, har en Ildmuur a med Kappen b, en
Heerd c med Ildgruben d, en Form e med Essepiben f, som
forer \ inden fra en særskilt Bælg, der ofte ligger under Loftet,
eller fra en Blæsemaskine, og har i dette Tilfælde en Hane.
Essepiben bor rette sig efter Ildens Störreise og kan derfor
passende være til at forandre ved indsatte Ringe. I eller ved
Heerden findes endvidere et Essetrug med Vand og en Essekost,
dannet som en Svaber.
Ethvert Slags Brændsel skal behandles paa sin Maade og
fordrer en særegen Øvelse. Steenkul, som for Billigheds Skyld
næsten udelukkende bruges hertillands, vælges fede og bagende
(smaa NewcasllerkuJ); de indeholde endeel Svovl og skade der-
ved Jernet, især naar det har smaa Dimensioner. Coaks (Cinders)
ere meget bedre og renere; de kunne neppe være meget dyrere
at bruge, da de maae være langt dröjere. Trækul og gode
Torvekul give det bedste Jern og erc meget gode til Smedning,
naar de ere haarde. Alslags Brændsel bruges gjerne fugtigt;
om Hensigtsmæssigheden heraf og om Grunden til den Nytte,
X andet isaafakl skal gjöre, ere Meningerne meget decke. Stænk-
ning med Vand er nødvendig, for at begrændse Ilden, og hen-
sigtsmæssig ved bagende Steenkul, for at danne en fasi Hvælving.
I Fabriker, hvor man har Ilde af uforandret Størrelse, kan
man ofte med stor Fordeel omgive Formen og Ildgruben med
en muret Hvælving g. Kulforbruget og Tabet i Jern ere natur-
ligviis forskjellige efter Arbejdets Störreise og Form, Jernets
og Brændselets Beskaffenhed, det nödvendige Antal Varmer og
Heder, Essepibens Störreise, Arbejdernes Övelse osv. I Gjennem-
snil kan man ved Arbejde af Middelstørrelse regne at faae 100 TF
færdigsmedet Gods af 110—112 7? Stangjern ved 100—120
Steenkul eller 80—90 7? Trækul.
Man har ,’forsögt forskjellige Maader al blæse til Smedeikl
med opvarmet Luft. Man har saaledes foil Blæsten igjennem
Ildmuren til en over Ilden anbragt Kasse eller et skraat Rør,
som kunde optage Spildevarmen, derfra alter tilbage gjennein