Schliemann's Udgravninger I Troja, Tiryns, Mykenæ, Orchomenos, Ithaka
Efter Dr. Carl Schuchhardts's Fremstilling

Forord. VII der vidnede om Rigdom hos Stedets Herskere og om en eiendommelig, hidtil ukjendt Kultur. Vi maa være glade over at det lykkedes Schliemann at bringe denne Skat samlet til Europa og affinde sig med den tyrkiske Regering ved en Erstatningssum. Schliemann selv indsaa, at der endnu var Meget at gjøre, inden Troja kunde siges at være tilbørlig undersøgt; men Stridigheder med den tyrkiske Regering og dens Embeds- mænd hindrede i længere Tid Fortsættelsen af Udgrav- ningerne. Dette var i Virkeligheden et Held for ham, idet han nu kom til at anvende Aaret 1876 til Udgravninger i Mykenæ, der skjænkede Archæologien et endnu mere over- raskende og frugtbringende Udbytte. Først og fremmest havde Schliemann selv derved gjort nye Erfaringer og lært Meget. Da han, efter fornyet Udgravning i 1879, udgav et nyt Værk over Hissarlik, „Ilios“, fandt man et stort Frem- skridt. Her var gode Afbildninger, som Videnskaben kunde benytte, og den heldige Skattegraver havde ogsaa lært at lægge lidt Tømme paa sin Fantasi og udtrykke sig mere besindig; men Dilettant maatte man endnu kalde ham; han manglede den rette Sagkundskab. Han begyndte selv at indse dette, og da han i 1882 vendte tilbage til Hissarlik for at foretage en ny og grundigere Undersøgelse, medtog han den anerkjendt dygtige Architekt, Dr. Dörpfeld. Nu udbredtes der et nyt Lys over det Hele, og Schliemanns sidste Værk, „Troja“ (1884), fremlagde det hele Stof i en Videnskaben værdig Skikkelse. Der var endnu Fænomener, som man ikke ret forstod; men ogsaa disse Gaader skulde ikke vente længe paa deres Løsning. Da de samme ihærdige Forskere undersøgte Tiryns’ Borg, og det gamle Kongepalads dér viste sig i en ikke anet Fuldstændighed, faldt ogsaa det