Schliemann's Udgravninger I Troja, Tiryns, Mykenæ, Orchomenos, Ithaka
Efter Dr. Carl Schuchhardts's Fremstilling

VIII Forord. forønskede Lys over Priamos’ Kongsgaard. Hvert nyt Spade- stik stadfæstede de fremsatte Tydninger, og man maatte lykønske Schliemann og Dörpfeld til deres epokegjørende Opdagelser. Og dog var der dem, der ikke vilde lukke Øjnene op. En afskediget Hauptmann Bötticher kunde hverken se Fæstningsmure eller Huse i Ruinerne paa Hissarlik; han paastod, det havde aldrig været nogen By, men en stor Ligbrændingsanstalt, hvor man fra hele Omegnen havde bragt Ligene hen for at blive brændte. Ligene havde været anbragte i store Lerfade, som man saa omgav med Brændsel. Det hele Anlæg var en Mængde smaa Gaarde, forbundne ved smalle Gange med Ventilationskanaler, hvorved Ilden fik det forønskede Spillerum. Det var i det tyske Tidsskrift „Das Ausland“ 1883, at han fremsatte denne fantastiske Anskuelse, som, underligt nok, virkelig fandt enkelte Til- hængere. For forstandig Kritik og sagkyndig Gjendrivelse var Bøtticher aldeles utilgængelig; han forfægtede stadig sin Hypothese med største Haardnakkethed, og da tilsidst den tyske Presse lukkedes for ham, fortsatte han sit Felttog i Belgien og Frankrig. Lige over for de klare Kjendsgjerninger, der forelaa i Værket „Troja“, havde han den Dristighed at paastaa, at Schliemann og Dörpfeld havde givet en forvansket Fremstilling af Udgravningen og forsætlig havde ødelagt Alt, hvad der vidnede imod de af dem fremsatte Meninger. Disse graverende Beskyldninger bevægede Schliemann til at indbyde Bötticher til selv at komme til Hissarlik, hvor han aldrig havde været, for paa Stedet selv at overbevise sig om Sagens rette Sammenhæng. Efter lang Vægring sam- tykkede Bötticher deri, og i December 1889 fandt der i Vidners Nærværelse et Møde Sted imellem Schliemann, Dörp-