Schliemann's Udgravninger I Troja, Tiryns, Mykenæ, Orchomenos, Ithaka
Efter Dr. Carl Schuchhardts's Fremstilling

386 Den græske Heltetid historisk betragtet. brændingen er traadt i Stedet for den mykenæiske Be- gravelsesmaade. Vel betegne de to Maader oprindeligt for- skjellige religiøse Anskuelser, men andre Tider og andre Forhold medføre ogsaa let Forandring af Anskuelser. I Dipylongravene er, overensstemmende med den homeriske Skik, Ligbrændingen den herskende. Men hos de senere Grækere levede endnu Mindet — maaske vedligeholdtes det ved tilfældige Fund — om, at deres gamle Helte som Per- seus og Theseus ikke vare brændte, men begravede; og i den hellenistiske Tid har Begravelse og Ligbrænding atter været i Brug fuldstændig Side om Side. Den uoverstigelige Kløft, som Karer-Hypothesen an- tager imellem de mykenæiske og de græske Sæder, for hvilke sidste Homer betragtes som den første uomtvistelige Re- præsentant, er altsaa faktisk ikke tilstede. Rigtignok mang- lede ogsaa, dengang denne Hypothese opstod, endnu alle de slaaende Overensstemmelser, hvoraf vi have ladet os lede. Kobler skrev sin Afhandling i 1878, da endnu kun Skakt- gravene i Mykenæ vare opdagede; først i 1884 kom dertil Paladset i Tiryns, som tillige kastede Lys over det tro- janske, og i 1886 det i Mykenæ. Ogsaa blev først i 1881 det indlagte Arbeide paa Dolkklingerne opdaget, og de Be- tænkeligheder, der fremkaldtes ved, at Jern og Fibulaer stode fuldstændig udenfor den mykenæiske Kultur, svandt endog først 1888. Selv om nu ogsaa Overensstemmelsen imellem det Ud- gravede og de episke Skildringer er tilstrækkelig til at be- vise, at Homer • med sine Achæere har ment Bærerne af den mykenæiske Kultur, tør man dog ikke overvurdere denne Overensstemmelse, saaledes som for Tiden Mange gjøre det ved at forbinde den nævnte Kultur med de ægte Grækere efter den store Folkevandring, Dorerne. Denne Opfattelse hyldes besynderligt nok saavel i Busolts som i Pöhlmanns nyeste historiske Fremstillinger. Den maa paa det be-