Danmark som Industriland
Foredrag holdt den 23. marts 1912 i Industriforeningen i København

30 jeg har Ret i, at vi mindst maa opspare 115 Millioner Kroner aarligt for blot ikke at tabe Terræn, og sand- synligvis mere, saa er Udsigterne ikke de allerbedste. Det synes at være en gammel Svaghed i den danske Karakter ikke at kunne spare. I hvert Fald har jo de sidste 30 Aar været højst ugunstige i saa Henseende. Store Dele af Befolkningen føler slet ingen Forpligtelse i saa Henseende, men kaster Ansvaret for deres Frem- tid over paa Samfundet, hvis de overhovedet tænker paa Fremtiden under andet Synspunkt end stigende Indtægter. Og Staten og Kommunen blokker de vel- stillede for Sparepengene. Vor hele moderne sociale Lovgivning synes at have den højst uheldige Virkning, at den undergraver Spareevnen og sætter Præmie paa Forbruget. Det vilde være sundt og godt, om man i det hele beskæftigede sig mere med Spørgsmaalet om at tjene Penge til Landet og opspare for Fremtiden. Ingen af Delene er i Kurs, men i store Dele af Befolkningen her- sker endog den Opfattelse, at opsparet Ejendom er Tyveri. Og til Slut endnu en Vanskelighed af ejendommelig Art, egentlig en psykologisk. Det er det snævre Syn, som Landets og Sprogets Grænser foranlediger. De fleste her i Landet læser jo kun til daglig dansk, danske Aviser og danske Bøger. Sprogvanskeligheden er en virkelig Hindring, men den psykologiske Virkning af den snævre Horisont turde være større end den virkelige Vanskelighed tilnærmelsesvis berettiger. Og denne Van- skelighed opvejes — ret beset — af Fordelen ved at tilhøre en lille, for andre Nationer ufarlig og i det hele — naar undtages visse Kredse i Sverige og Preussen — sympatetisk opfattet Nation. Men Vanskeligheder af mange Arter er der. Det gælder da om en Anspændelse, der overvinder disse.