Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

103 Sympati. og vi vide alle, hvor langt lettere en Tragedie sætter os i en emotionel Tilstand, naar vi se den fremstillet paa Scenen, end naar vi læse den; naar Ordene under- støttes af Affekternes ydre Billeder, end naar de skulle virke paa egen Haand. — At det ved den digteriske Skildring af Sindsbevægelserne og Stemningerne i Virke- ligheden er Billedet af disses ydre Fænomener, som virker sympatisk, deraf have Digterne selv ogsaa tydeligt nok en instinktmæssig Fornemmelse. Gælder det at skabe Medfølelse, vække Sympati, for hans Heltinde, skriver Digteren ikke: «hun sørgede» eller: «hun var glad» eller: «hun blev forfærdet», men: «hun gik jamrende omkring, vridende sine Hænder»; eller: «hendes sølv- klare Latter lød igennem Huset»; eller: «hun udstødte et Rædselsskrig» o. a. dsl.; kort sagt, han giver os Billedet færdigt og stoler ikke paa, at vi selv vilde kunne sætte det sammen af vore Reminiscenser; thi und- væres kan det ikke; den Skikkelse, der skal fremkalde en sympatisk Emotion, maa man «se for sig»; Macbeth rystes ikke i mindste Maade ved Beretningen om Mordet paa Banquo, men gribes først af Rædsel, da Billedet af den Dræbte bliver saa levende hos ham, at han tror ham tilstede; og Shakespeare, hvem det var om at gjøre at ryste Tilskuerne, ikke Macbeth, gjør disse del- agtige i denne Hallucination. Denne Kendsgjerning maa altsaa staa fast: Sinds- bevægelser — og dermed altsaa ofte Nydelsesfølelser — overføres fra den Ene til den Anden blot ved Percep- tionen af deres synlige eller hørlige Fremtoninger, og det, hvad enten disse ere naturlige eller kunstigt efter- lignede eller endog blot skildrede i Ord. Dette Forhold spiller den aller største Rolle paa Kunstens og Æste-