Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

I 22 Kun sien. Stemning', o^saa hos Dem, der ikke kende dets Emne, kan afstedkomme en Kunstnydelse, nemlig direkte, ad sympatisk Vej, ved det inderlige Udtryk af Sorg i Kvindehovedet. Men paa den anden Side sker det utvivlsomt i de allerfleste Tilfælde, at hele Vægten ligger paa den ene Art af disse Nydelser alene, saa at vor Stemning overfor et Kunstværk alene eller aldeles over- vejende faar sit Præg af den. Saaledes vil Nydelsen ved en dekorativ Udsmykning af et Møbel, en Vase o. desl. kun undtagelsesvis have noget at gjøre med Minder, Tankeforbindelser o. lign.; eller, omvendt, Behaget ved et Landskabsmaleri eller et Portræt skyldes en direkte vasomotorisk Impuls. Begge Indtrykkene, saavel det af den dekorerede Genstand som det af Maleriet, gaa vel begge Veje, baade til Hjernens Barksubstans og direkte til Karnervecentret; men det første møder ikke hist nogen Gruppe af forud disponerede Celler, som det kan sætte i Aktivitet, og vilde saaledes overhovedet ikke bevirke nogen Nydelse, hvis det ikke i sig selv var en Stimulus for det vasomotoriske Centrum; medens det andet ingen direkte Magt har over dette og forbliver virkningsløst som Hjælpemiddel, saafremt der ikke er Betingelser for, at det kan foranledige en cerebral Impuls til det. De Nydelsesvirkninger, som Kunstværkerne kalde tillive ad indirekte Vej, ere ofte de stærkeste og varigste, som det jo i det Hele er Tilfældet med alle indirekte Stemninger; men de komme for saa vidt ikke Æstetiken ved, som de ikke staa i noget borhold til Værkets Kunstværdi, til den gode eller slette Anvendelse, der fra Kunstnerens Side er gjort af de artistiske Midler. Ingen Maler kan jo regne sig det til Fortjeneste, om hans Billede tilfældigvis vækker blide Barndomsminder i