Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

Beundringens Rolle i Kunstnydelsen. 123 en eller anden Tilskuers Sjæl og derved bereder ham en Nydelse; ingen Digter har nogen Ære af, at hans Vers hos en Læser tilfældigvis i Anledning- af Nopet, han har oplevet, fremkalder en Tankeforbindelse, der gjør ham glad; det drejer sig herved ikke om Kunst- nydelser. «Den tapre Landsoldat», der har vakt mere nydelsesfuld Begejstring end noget andet dansk Digt, er jo ikke videre bevendt som Kunstværk. Imidlertid er der dog her en Undtagelse at gjøre, nemlig for den extatiske Stemnings, Beundringens, Vedkommende; og da denne har en ganske særlig Betydning i hele Spørgs- maalet om Kunstnydelsen, er der Grund for os til her at opholde os et Øjeblik ved den, skønt dens emotionelle Forhold i Almindelighed ere omhandlede ret udførligt i det Foregaaende (se S. 34 ff.). Beundringen kommer, som de extatiske Stemninger overhovedet, selvfølgeligt tilveje paa indirekte Maade, ved en cerebral Proces. Efter den Betydning, hvori Begrebet her er taget, har Beundringen, som det vil erindres, sin Oprindelse fra Følelsen af eller Bevidstheden om, at man staar over for besejrede Vanskeligheder; man kan derfor kun beundre en Frembringelse, et Værk, paa Grundlag af en Indsigt eller Erfaring med Hensyn til de Evner, den Øvelse o. s. v., som dets Udførelse har krævet. Jeg kan ikke nære en sand og oprigtig — Affektationen er paa dette Omraade meget stor — Beunclringsfølelse over for andre Frembringelser end dem, hvis Udførelse jeg til en vis Grad forstaar mig paa. Men om ogsaa Beundringen henhører under de indi- rekte Stemninger, idet den i det enkelte Tilfælde kun kommer i Stand i Henhold til en særlig, tidligere tilveje- bragt, cerebral Tilstand, saa har den dog en ganske anden Stilling til Kunstnydelsen end de andre af disse. Om