Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

132 Kunsten. den behøver ikke at dræbes, den visner hen; — hvad der skal erstatte den, det afhænger frem for Alt af den Trang til Afveksling, der overhovedet er saa afgjørende for vore Kunstbestræbelser. Selvfølgeligt kan det ske, og sker i Virkeligheden tidt, at man i Mangel af noget helt Nyt griber til gamle Former, som Tiden i Aarenes Løb har skilt af med noget af deres «Banalitet». Efter at de tyndbenede franske Empiremøbler i adskillige Decennier vare bievne banlyste som Exempler paa for- dærvet Smag, se vi dem jo nu atter vinde Hjerterne selv i maadelige engelske Efterligninger; Watteau eller Fragonard komme for en Tid paa Mode igen efter længe at være betragtede som Mønstre paa daarlig Kunst, o. s. v. Slige Gengangertilværelser vare dog af let forstaaelige Grunde sjældent længe; Mindet om deres Forbilleder er en alfor stor Fare for deres Livskraft; de blive hurtigere banale, end dengang de havde deres Oprindeligheds Friskhed. Skrækken for Banalitet er fuldt berettiget, fordi denne udelukker en af de vigtigste Faktorer i Kunst- nydelsen, nemlig den artistiske Beundring. Men det er jo desværre ikke givet enhver Tidsalder, endsige enhver Kunstner, at skabe noget godt Nyt til Afløsning af det, der ikke længer kan aftvinge os Beundring, og Banalitets- frygten kommer da undertiden til at give sig ret be- synderlige Udslag, der ingenlunde ere af det Gode. Den rigtige Følelse af, at Banalitet mindst træffes i de stærkt fremadstræbende om end i og for sig ret ufuldkomne Kunstperioder, gav — ubevidst naturligvis — Anledning til den snurrige Fejltagelse, at man i vore Dage sikrest kunde undgaa den ved at efterligne hine svundne Tiders Teknik og Tanker; og det er bekendt, hvor stor en Rolle «Prærafaeliter» og «Quattro- eller Cinquecentister»