Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

Arkitekturen. 159 . Søjler regelmæssigt skiftende med de dybe og i Dybden mørkt beskyggede Mellemrum, især da i Himmelegne, hvor Lyset er stærkt og dets Modsætning til Skyggerne skarp. Herpaa lægges der nu i Reglen mindre Vægt ved Æstetiseringen over den antike Tempelbygning. Hvad der frembringer det nydelsesrige Indtryk antages at være dels den enkelte Søjles Form og Proportioner, dels Søjlernes Anordning: Forholdet mellem deres Gennem- snit og Mellemrummenes Bredde ligesom ogsaa mellem deres Højde og Søjleradernes Længde o. dsl. For alle disse Ting gives der jo imidlertid ingen almindeligt an- erkendt Norm; man kein vilkaarligt opstille en eller anden Bygning som Kanon, Parthenon f. Ex., men Den, der vilde vælge en anden, har selvfølgeligt lige saa god Ret, det er jo ganske en Smagssag. Hvor lidet Mo- menter som de anførte i Virkeligheden have at sige med Hensyn til Skønhedsvirkningen, det fremgaar paa det Tydeligste deraf, at de paa ingen Maade ere undergivne nogen bestemt Lov eller Regel, ligesaalidt som der for deres Vedkommende kan paavises nogen Udvikling i en bestemt Retning, hen imod en endelig Norm, et Ideal. Selv indenfor Omraadet af den forholdsvis saa lidet vekslende doriske Peristyl findes der, som Alle viele, særdeles betydelige Forskelligheder, hvad Søjlernes Form, Forhold, Antal, indbyrdes Afstand o. a. m. angaar. For- holdet mellem Gennemsnittet og Højden varierer saa betydeligt som fra 1 : 4 til 1 :6,5; Kaneller i ngernes Antal fra 16 til 24, deres Dybde ogsaa meget iøjnefaldende — for ikke at tale om Forskellighederne i Hypotrakelierne, Kapitælerne, Søjlernes li.nta.sis o. a. Ogsaa. Afstanden mellem de enkelte Søjler veksler særdeles kendeligt: snart staa de tæt ved hinanden som i Templet i kgeste