Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

i6o Kunsten. eller Artemistemplet i Syrakus, snart er Mellemrummet forholdsvis stort som i Theseustemplet. Kort sagt, den doriske — som de andre Stilarters — Peristyl frembyder saa store Variationer, som det overhovedet er muligt, naar den skal tjene sit Formaal: at bære Taget uden at afskære Lyset Adgang til Templets Celle. Hvor lader det sig da gjøre at søge Aarsagen til det Behag, den frembringer, i Forholdene eller Linierne? Det, der vækker vort Behag ved alle de skønne Peristyler, maa dog for- nuftigvis antages at være Noget, der er fælles for dem alle, der gentager sig i hver enkelt af dem, og i saa Henseende kan alene den rytmiske Afveksling komme i Betragtning. Derimod kan man selvfølgeligt tænke sig mange Omstændigheder, som kunde fordærve Nydelsen, selv om den nævnte Grundbetingelse var tilstede: Søj- lerne kunde være saa spinkle, at der maatte synes at være Fare for, at de kunde brydes under Vægten; eller staa saa fjærnet fra hinanden, at det var tvivlsomt, om de dannede en tilstrækkelig Støtte for Tagkonstruk- tionen; eller være saa lave, at Taget kom til at række alfor langt ned o. s. v. Aldeles korrekt er det ikke, naar jeg siger, at den rytmiske Afveksling er det eneste Fællesmoment, der gen- findes i enhver Peristyl. Der er i Virkeligheden et Par andre Forhold, som synes at være konstante, og som altsaa kunde tænkes at være delagtige i Nydelsesvirkningen, hvor- for det er nødvendigt med et Par Ord at sætte dem paa deres rette Plads. Det synes, i den græske Peristyl i alt Fald, altid at have været betragtet som en ufravigelig Regel, at den enkelte Søjles Gennemsnit skulde være cirkelformet. Der gives overhovedet blandt anerkendte arkitektoniske Kunst- værker med længere Søjlerader, d. v. s. saadanne, hvor et større Antal Søjler skulle samvirke til Frembringelsen af det kunstneriske Indtryk, næppe Exempel paa, at de enkelte Søjler have et kvadratisk, end sige et trekantet