Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

186 Kunsten. kunne have ydet i Retning af Apoteose, Festdigtning o. dsl. dækkes mestendels af «Glemselens Slør» og for- vansker derfor ikke Billedet af Literaturperioden; men Malerierne have vi stadigt for Øje og faa derfor vanske- ligere et rent Billede af Malerkunstens romantiske Tids- alder. Men iøvrigt kan det ogsaa nok være, at Maler- kunsten i sin forholdsvis korte romantiske Periode overhovedet ikke havde Mulighed for at udvikle sig til en saa gennemført Stemningskunst, som Poesien blev det under Romantikens Regimente. Malerkunsten har jo, som allerede omtalt, færre Midler og mindre kraftige Midler til sin Raadighed end Poesien, naar det drejer sig om at fremkalde sympatiske Stemninger. Under alle Omstændigheder synes den, uagtet den først var kom- met ind paa den romantiske Bane langt senere end Poesien, dog fuldt saa tidligt som denne at have ud- tomt sine Ressourcer i saa Henseende, saa at den nød- sagedes til at slaa ind paa en ny Retning, naar den skulde bevare sin Betydning som Nydelsesmiddel. Alle vide, hvorledes man omtrent i Aarhundredets Midte, selvfølgeligt først i Frankrig, hvorfra alle Omslag i Kunstretningerne pleje at udgaa, begyndte at slaa til Lyd for den Doktrin, at Kunstens, og ganske specielt da ogsaa Malerkunstens, sande Opgave og eneste Frelse var at søge i den nøjagtigste og samvittighedsfuldeste Efterligning af Naturen. Emnerne vare forholdsvis lige- gyldige, eller rettere sagt, det fattigste og mest daglig- dags var snarest det bedste, fordi det mindst fristede til at gaa paa Eventyr paa Romantikens for den sande Kunst saa farlige og fordærvelige Enemærker. Det var bedre, sikrere i alt Fald, at portrætere et Hjørne af en Pløjemark end at konstruere et Claude Lorraine'sk Land- skabsideal, bedre at nøjes med at afmale sin Model med