Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

Digtel. unsten. 197 Del har søgt sin Opgave og sin Hæder paa Literaturens Omraade; og den har her vundet langt større Forstaaelse, faaet et langt bredere Publikum end paa Billedkunsternes mindre tilgængelige Enemærker — om end selvfølgeligt ogsaa i Literaturen dens Publikum absolut taget har været stærkt begrænset. Det er saaledes den indirekte Stemningsvækkelse og Beundringen, mellem hvilke Rollerne ere fordelte, naar Poesien skal fremkalde en Nydelse hos os; men For- holdet mellem disse to Faktorer kan være forskelligt. Ofte virke de Side om Side. Behaget ved et Digter- værk skyldes paa en Gang den sympatiske Affekt, det har vakt hos os, og vor Beundring over, hvad Forfat- teren har formaaet at frembringe; det ene Moment virker maaske stærkere hos den Ene, den mere Naive, Bevæge- lige, medens det andet spiller Hovedrollen hos den mere literært Udviklede, Reflekterede; men begge kunne sam- tidigt bidrage til det fulde Indtryk af Værket. Paa den anden Side er det ikke alene af æstetisk, men af stor samfundspsykologisk Interesse at lægge Mærke til, hvorledes Digtekunsten — som det var Tilfældet med Malerkunsten — i vekslende Tidsperioder skiftevis be- nytter sig aldeles overvejende af det ene eller af det andet af disse to Virkemidler: Stemningen og Beundringen, og dermed veksler i Karakter, til en Tid er fornem, literær, lidenskabsløs, stemningsfattig, til andre Tider populær, talende Affekternes Sprog, der er forstaaeligt for Alle, men forholdsvis ligegyldig for den kunstneriske Form; det er Menneskeaandens evigt herskende Trang til Afveksling, der atter paa dette Omraade gjør sig gældende, og det maaske paa en mere slaaende Maade end over for nogen anden Kunstart, vel sagtens fordi