Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

198 Kunsten. Digtekunsten i det Hele staar i et endnu mere intimt Forhold til vort hele Aandsliv end de øvrige Kunster. Literaturhistoriens store Epoker faa deres Præg heraf eller ere rettere sagt utvivlsomt fremgaaede af dette Behov for Afveksling. Klassicismens Poesi havde en fuldstændigt literær Karakter, den talte ikke til Sympa- tien, men til Beundringsfølelsen. Sympatien føles kun over for, hvad der er Kød af vort Kød og Blod af vort Blod, ikke over for typiske Figurer, Personifikationer: En Cid, en Jakob v. Thyboe, en Tartuffe, en Mahomet; alle disse Skikkelser ere ikke selv noget, de betyde kun noget, ganske som den samtidige Kunsts allegoriske Figurer; det er kun Talerør, gennem hvilke Forfatterne paa den sindrigste Maade og med de mest træffende Ord og bedst valgte Udtryk udtaler Alt, hvad den paagældende «Karakter» under alle mulige forskellige Situationer kan tænkes at have at sige. Sligt kunne vi yde vor oprig- tigste Beundring, men vi røres ikke derved. De handl- ende Personers Skæbne lader os kolde, Digterens Ord sætter ikke vort Sind i Bevægelse, vi ere ganske optagne af Opmærksomheden for, om Fædrelandskærligheden, Døds- foragten, Gjerrigheden, Højmodigheden, Praleriet, Moder- kærligheden, eller hvad Personerne nu ellers repræsen- tere, ere bragte netop i de Kollisioner, der bedst kunne tjene til at præsentere alle deres Udfoldninger, og om Digteren har fundet de mest prægnante Ord at lægge sine Personer i Munden til Redegørelse for deres Følelser.*) *) Der er vel næppe Nogen, hvis Vidnesbyrd kan have større Au- toritet i denne Sag end P. Corneille's, saa ineget mere som han hørte til de Digtere, der tænke alvorligt over deres Opgave og deres Kunst- midler. I hans «premier discours du poéme dramatique» hedder det med Hensyn til Følelsernes Rolle i Dramaet: «Cette parties — d. v. s. les sentiments, der betragtes som en obligat Ingrediens — a besoin de