Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

Digtekunsten. 199 Men Sansen og Beundringen herfor er selvfølgeligt ikke den store Hobs Sag, den mangler baacle den sproglige og den psykologiske Forudsætning. Man maa ikke tro, at Moliére eller Holberg nogensinde have været egenligt populære Forfattere; Holbergs «Scene» saavel som Mo- lieres have altid været de fineste, mest literære, ikke dem, hvor det brede Publikum søgte hen for at finde Nydelse ved at faa rørt op i deres Affekter; og de selv vilde have betragtet en saadan Virkning af deres For- fatterskab som lidet attraaværdig. Kunsten «at komme Folk til at le> betragtedes af Holberg snarere som en Indrømmelse til Publikums tvivlsomme Smag end som en Opgave for Komedieforfatteren, der hovedsageligt skrev for at «moralisere», naar det ikke var for at «for- bedre Sproget». Men det Tidspunkt maatte komme, da Klassicismen havde udtømt sine Midler, havde udbyttet alle de Situa- tioner og Kollisioner, hvori det var muligt at bringe de forskellige Karakterer, og ladet disse sige Alt, hvad Situationerne krævede. Man vidste udenad, hvad den mellem Kærlighed og Pligt vaklende Helt kunde have at fremføre i sin pinlige Stilling, hvorledes den gjerrige Fader og den forslagne Tjener, Snyltegæsten og Pe- danten bare sig ad under de forskellige Omstændigheder, hvori Digteren kunde hensætte dem; og desuden, livad der vel, naar Alt kom til Alt, var endnu mere afgjørende : man følte en instinktsmæssig Trang til andre aandelige Rørelser end dem, man fik ved Beundringen over Digt- erens Snille; de sympatiske Stemninger, der under la Rhétorique pour peindre les passions et les troubles de l’esprit, pour consulter, déliberer, exagérer ou extenuer» &c.; det drejer sig altsaa ikke om den naturtro Fremstilling af Følelsernes Billede, men om deres veltalende Beskrivelse og Analyse.