Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

200 Kunsten. Klassicismens lange Herredømme ikke havde faaet nogen Impuls eller Næring fra Poesien, og for den Sags Skyld heller ikke fra Billedkunsterne, vare ligesom opsparede og gjorde nu deres Krav gældende. Man forlangte at komme i Affekt, at «røres»; i det daglige Liv gav dette sig Udslag i Følsomhed, Sentimentalitet, Stemningerne maatte til enhver Tid være paa Højdepunktet, Taarerne saa vel som Henrykkelsen vare tilrede ved den ringeste Anledning. Toge to Venner Afsked ved Vesterport, fordi den Ene skulde giøre et Besøg i Roskilde, løb det ikke gærne af uden Omfavnelser og Taarers Udgydelse; fik- man tilfældigvis en smuk Solopgang at se, straks følte man Irang- til at kaste sig til Jorden og juble eller fælde Taarer over Skaberens Storhed; Damerne fik ved enhver Lejlighed deres Besvimelser eller Kramper snart af Rør- else, snart af Glæde, snart af Skræk; kort sagt, Men- neskehedens vasomotoriske Nervesystem var paa den Tid, — d. v. s. i Slutningen af forrige Aarhundrede og Begyndelsen af dette — i en Tilstand af Uro og Be- vægelighed, der vel hovedsageligt skyldtes en naturlig Reaktion mod den foregaaende Tids Koldsindighed og Forstandsherredømme. I Literaturen blev Resultatet af denne Affekttørst den saakaldte romantiske Poesi — Navnet er jo ikke godt, det udtrykker i og for sig Intet, siger ikke — undtagen rent konventionelt — noget om paagældende Retnings æstetiske Karakter, endnu mindre om dens fysiologiske Ejendommelighed, om hvorledes den poetiske Nydelse fra at være et Resultat af Be- undring var gaaet over til at blive en Virkning af sym- patisk Stemningsvækkelse. Med en saadan for Øje maatte Digterne helt forandre deres Fremgangsmaade. Ved at lade deres Personer beskrive Følelsernes Magt, om det saa var i aldrig saa slaaende Ord, kunde de