Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

Digtekunsten. 201 ingen Sympati vække hos Læserne; for at opnaa dette, maatte man først og fremmest vække Interessen for Per- sonerne og til den Ende, saa godt man formaaede, skildre dem som virkelige, levende Mennesker, ikke som Klassicismens Personifikationer, men dernæst fremstille dem som Bytte for Affekterne og prægede af dem: græd- ende af Sorg, gysende af Rædsel, skummende af Raseri, de maatte lade de græske og romerske Helte afløse af en Werther og en Carl Moor, en Scttderi s velturnerede men kølige Romaner af en Lafontaines taarepersende, Molieres og Holbergs Dramaer, hvor Forstanden altid drev Værket, om Kaadheden var aldrig saa stor, af Kotzebue s og Iff and's hjertebrækkende Følsomheder. Alle Sindsbevægelser fik i disse affektfulde Decennier deres Anvendelse i Poesien for at holde Publikums Kar- nerver i en stadig Uro : Røverromaner, Spøgelsehistorier, mystiske Rædsler å la Hoffmann, Byron’sk og Heine’sk Livslede og Fortvivlelse afvekslede med den mere eleg- iske Poesi; og det mægtige Middel til at frembringe Nydelse, Spændingen, udvikledes til en Virtuositet, der gjorde det til et af Dramaets og Romanens allerkraft- igste og allermest benyttede Virkemidler. Ved at slaa ind paa denne Retning vandt Poesien det store Publikums Hjerter; først nu blev den atter en populær Kunst, hvad den ikke havde været siden Middel- alderens Tid, da Trubadurer og Minnesangere rørte deres Tilhørere ved at skildre Kærlighedens Kval og Sødme, Vaarens Skønhed o. dsl. Hobens Trang til at hensættes i sympatiske Stemninger er selvfølgeligt lige saa stor som det literære Publikums, snarere større; og dens Higen efter Nydelse kunde derfor fuldt ud tilfredsstilles ved den sympatiske Poesi, Romantikerne forsynede den med, medens den væsenligt stod uforstaaende over for