Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

De sceniske Kunster. 215 nu af det Gode eller ikke — faa Digterens Ord til at ud- trykke noget Andet, end han selv har tilsigtet. Men den kan ogsaa give en hel dramatisk Digtart en Nydelsesvirk- ning paa Teatret af en Art, som den efter sin Natur ikke kan frembringe ved Læsningen. Dette gælder især for Klassicismens Drama; dette virker, som tidligere omtalt, ganske fortrinsvis gennem Beundringen, ikke ved at vække sympatiske Stemninger; men give Skuespillerne ved dets Fremstilling paa Teatret, Udtryk for saadanne, indskrænker Fædra sig paa Scenen ikke — som i Bogen — til at give en Beskrivelse af sine Sjælekvaler, men stiller Tilskuerne dem for Øjne ved sine Miner og Gestus, saa er der herved kommet Betingelser tilstede for, at sympatiske Stemninger kunne komme til at medvirke ved Nydelsen. Ved Fremstillingen nutildags — i Paris — af disse Dramer lægges der aabenbart an paa at frembringe en Virkning af denne Art, og det lykkes vel ogsaa for store Skuespillere. Men var det Samme Tilfældet i tidligere Tider, særligt paa deres Tilblivelsestid? havde Corneille og Racine tænkt sig en saadan Spillemaade? Jeg véd ikke, om der existerer Beretninger eller Traditioner desangaaende; ellers er det maaske tilladt at tvivle paa, at den oprinde- lige Fremstilling af disse Drawer har havt denne Karakter. Naar Kejser Augustus, Belisarius, Cinna o. s. v. dengang forestilledes i Kostumer, der vare alt andet end klassiske og nærmede sig stærkt til dem, Personer i lignende Stil- linger saas i omkring Aaret 1700, saa var der intet derimod at indvende, saalænge deres Opgave kun var at være Tolk for kejserlige Følelser over for en Sammensvoren eller om- vendt, eller for en landflygtig og forurettet Helts Fortvivlelse o. dsl.; og det forekommer mig ganske uberettiget, naar man ofte raillerer over denne «Anakronisme», som i Virke- ligheden ikke var nogen; det skulde jo ikke være gamle Romere, man saa for sig paa Scenen, men kun Personifika- tioner af Følelser under visse givne Omstændigheder. Frem- stillede Skuespillerne dem derimod som selv værende et Bytte for Lidenskaber og Affekter, altsaa som virkelige Mennesker, der skulde røre ved den Sympati, de frembragte, saa maatte de jo, saa godt det lod sig gjøre, forestille de Personer, hvis Navne de bare i Stykket, og til den Ende ogsaa klæde sig kostumerigtigt, som de nutildags gjøre det i disse Stykker; thi det dannede Publikum paa Ludvig XlV’s Tid var selvfølgeligt ganske paa det Rene med, at man ikke i