Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

«.Det Skønnes* Begreb. 223 gribelig Vildfarelse. Jeg vil ikke opholde mig ved, at det ingensinde er lykkedes blot tilnærmelsesvis at blive enig om, hvorledes en saadan Definition skulde lyde; det kunde der maaske engang raades Bod paa, hvis der ikke bestod en principiel Utilbørlighed i at ville opstille en absolut Definition af et aldeles relativt Be- greb. Heraf kan der aldrig flyde noget Godt. Hamlet's Standpunkt over for «det Gode» — om han for dets Vedkommende har Ret eller ikke, skal ikke her drøftes — gælder i alt Fald i fuldeste Maal for det Skønne: Intet er skønt i og for sig; det er kun vor Opfattelse, der gjør det dertil. Dette er saa simpelt og indlysende, at man har nogen Ret til at forundre sig, naar man træffer «det Skønne» i dets Egenskab af Æstetikens Genstand defineret som Noget, der har en objektiv Ex- istens, en egen Tilværelse. Men selv om det ogsaa, som vel nu turde være ret almindeligt, erkendes, at «det Skønne» er et relativt Begreb, for saa vidt som kun Det er skønt, der frem- kalder et Behag, en Lystfølelse, saa gaar man dog, som det synes, bestandigt ud fra den Forudsætning, at denne Virkriing skyldtes visse ejendommelige Egenskaber ved de Genstande, der forekomme os skønne, Egenskaber, som altsaa altid ere tilstede, hvor der er Tale om Skøn- hed, og som paa den anden Side altid, naar de ere til- stede, maa frembringe en Nydelse. Dette Standpunkt er i logisk Henseende næsten værre end det andet, thi her tager man sig for at opstille absolute Kriterier for et Begreb, hvis relative Natur man selv har anerkendt og er gaaet ud fra. Definerer man en Gift i Alminde- lighed som et Stof, der ad kemisk Vej virker skadeligt paa de levende Organismer, saa gaar det ikke an i samme Aandedræt at opstille bestemte absolute Egen-