Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

2Ö Nydelsesmidlerne i Almindelighed. Henseende vidst at arrangere sig, saa at de blive i Stand til at nyde dens Tillokkelser uden at udsætte sig for de pinlige Biomstændigheder ved den naturlige Sorg, den af Forholdene uden Ens egen Vilje hidførte. Hvorledes man saaledes har forstaaet at faa den sorgfulde Stemning til sin Raadighed som Nydelsesmiddel, og som et for Mange højst virksomt Nydelsesmiddel, vil senere komme nærmere paa Tale. Den «blide Melankoli», den «Taarernes Vel- lyst», der for talrige Mennesker er den højeste Nydelse, har jo været Oprindelsen til mange af Digtekunstens betydeligste Udfoldelser. Den sørgmodige Poesi frem- kommer ikke alene, og maaske mindst, som et Udtryk for Digternes Stemning; den havde ikke fundet Læsere, ikke kunnet trives, naar den ikke krævedes af Publikum som Tilfredsstillelse af et Behov, en Trang til ad sym- patisk Vej at hensættes i den sørgmodige Stemning; den taarepersende Literatur har vel ikke havt et mindre Publikum end den spændende, den rørende Musik sik- kert en større end den muntre; «piangere e far pian- gere» var efter Bellinis egen Opfattelse hans Opgave i Kunsten. Hvor mange Mennesker, Kvinder især, er der ikke, som ingen Nydelse have af en Bog, en Teater- forestilling o. dsl., naar den ikke giver dem Lejlighed til at udgyde Taarer*). Selv den naturlige Sorg er for Mange en mægtig Kilde til Nydelse; til Trods for Er- indringen om dens personlige Aarsager ville de ikke for nogen Pris rives ud af den; de klamre sig til den, svælge i den, ville i alt Fald ved Lejlighed, naar Trangen *) <Ce qui l’amusait», siger Mad. Rilliet i Fortalen til sin Bog om Mad. de Stael (Paris 1820. S. XXIX) «c’était ce qui la faisait pieurer».