Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik
Forfatter: C. Lange
År: 1899
Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & søn)
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 225
UDK: 11 Lan gl
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Ext asen.
2/
kommer over dem til at hensætte sig i en Nydelses-
tilstand, kunne tage deres Tilflugt til den*). —
Der kan ikke være Tale om her at analysere alle
forskellige emotionelle Tilstande, alle Sindsstemninger,
i deres Egenskab af Lystfølelser; de fleste ere ogsaa for
svagt udprægede, for lidt haandgribelige til, at et Forsøg
for deres Vedkommende vilde lykkes. En Affekt af en
ejendommelig Karakter er der dog Grund til at dvæle
et Øjeblik ved, skønt den staar lidt udenfor Rækken
af de øvrige Stemninger eller Affekter; den nemlig, der
betegner den reneste og mest intensive, den absolute og
saa at sige abstrakte Nydelsestilstand, eller med andre
Ord, hvad vi kalde den extatiske Tilstand. Ved Ex-
tase forstaar man — eller ville vi i alt Fald her forstaa
— den mer eller mindre udprægede Tilstand af Ube-
vidsthed, af Utilgængelighed og Ufølsomhed for Indtryk
og Paavirkninger fra Omverdenen, som kan fremkaldes
ved intense emotionelle Indtryk af forskellig Art. Der er
ikke noget Forbausende eller Uforklarligt i, af en Stem-
ning, naar den har opnaaet en overvældende Styrke,
kan føre en saadan Tilstand, en mer eller mindre fuld-
stændig Suspension af al aandelig Virksomhed, med sig,
eller maaske rettere, kan ledsages af den. Enhver stærk
Sindsbevægelse har, som den mest dagligdags Erfaring
viser, en forstyrrende Indflydelse paa Bevidstheds- og
Tankelivet, — naturligt nok, da de Forandringer i Blod-
løbet, der ligge til Grund for Sindsbevægelserne, i Reglen
ikke ville lade Organerne for de øvrige aandelige Funk-
tioner uberørte. Det vilde jo være en ufysiologisk, rent
*) «Rahbek maatte altid have en Dame, som han kunde være
ulykkelig forelsket i», beretter Oehlenschläger i sine «Erindringer»; «dette
satte ham i hans ledige Titner i en elegisk Stemning, der var ham kjær.»