Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

98 ningens paafaldende Afverling for og efter Culminationen), den sydlige Krone, Centaurens Fodder (ligesaa den sydlige Himmels Tvillinger) o. s. f. Hvor Stepper, Græssletter eller Sandørkener frembyde en vid Horizont, bliver Constellationernes med Aarstiderne eller Hyrdelivets og Agerdyrkningens forstjellige Momenter verlende Op- og Nedgang, en Gjenstand for flittig Iagt- tagelse og fremkalder omsider tillige en symboliserende Jdee- forbindelse. Den beskuende, ikke maalende, Astronomie, begynder nu mere at udvikle sig. Foruden den daglige, alle Himmellegemerne fælleds, Bevægelse fra Morgen mod Aften erkjendes snart, at Solen har en egen, meget langsommere, i modsat Retning. De Stjerner, som efter dens Nedgang sees paa Aftenhimlen, synke med hver Dag dybere ned til Solen og tabe sig endelig aldeles i dens Straaler i Dæmringen ; derimod fjerne de Stjerner sig fra samme, som for dens Op- gang glimrede paa Morgenhimlen. Ved Stjernehimlens saa- ledes stedse verlende Skuespil frembyde sig altid andre og atter andre Constellationer. Med nogen Opmærksomhed er- kjendes let, at det er de samme, som tilforn vare blevne usynlige i Vesten; at omtrent efter et halvt Aar netop de Stjerner, som tidligere havde viist sig i Nærheden af Solen, nu befinde sig ligeoverfor samme, at de nu gaae ned ved dens Opgang, og begynde at hæve sig over den ostlige Hori- zont ved dens Nedgang. Fra Hesiodus indtil Eudorus, fra Eudorus til Aratus og Hipparch er Hellenernes Litteratur fuld af Hentydninger paa Stjernernes Forsvinden i Solstraa- lerne (den heliakiske Nedgang) og deres atter Synlig- Bliven i Morgendæmringen (den heliakiske Opgang). Den nøjagtige Iagttagelse af disse Phænomener frembød de tidligste Elementer til Kundskaben om Tiden, nemlig: Elemen-