Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

122 stundom end ikke den mindste Stjerne (18m eller 20m) at opdage. Man kan ikke blive den Tanke qvit, at man virkelig herseer tvers igjennem Mælkevejens Stjernelag. Naar Stjer- netcelninger f. Er. forst have givet 40 til 50 Stjerner efter Mid- deltal over den teleskopiske Synsmark (af 15' Gjennemsnit), saa folge strar efter Kredse med 400 til 500. Stjerner af hoiere Orden træde ofte frem i de fineste Stjernedunster medens alle af Mellem-Storrelse fattes. Hvad vi kalde Stjerner af laveste Orden er ikke blot dem, der synes saadanne paa Grund af deres uhyre Afstand, men ogsaa dem, som virkelig ere min- dre saavel i Størrelse som i Lysfylde (Lysudvikling). For ret at blive Modsætningen vaer mellem den storre og mindre Sammenhobning af Stjerner med tilsvarende stær- kere eller svagere Glands, maa man betragte Regioner, som ligge meget langt borte fra hinanden. Maximum af Sammenhobning og den herligste Glands findes mellem Ski- bets Forstavn og Skytten; eller, nojere betegnet, mellem Al- teret, Skorpionens Hale, Skyltens Haand og Bue og Slange- holderens hoire Fod. Ingen Egn paa Himlens hele Hvæl- ving frembyder en storre Mangfoldighed og Pragt i Grup- peringens Fylde og Skikkelse^. Nærmest denne sydlige Re- gion, som Maximum, kommer paa vor nordlige Himmel den oploftende og stjernerige Egn i Drnen og Svanen, hvor Mælke- vejen deler sig. Smallest er Mælkevejen under Korsets Fod men Negionett med Glandsens Minimum er Egnen om Eenhjorningen og Persens, hvori Mælkevejen ligesom taber sig og slukkes. Mælkevejens Pragt i den sydlige Hemisphcere forøges endnu mere ved den Omstændighed at den mærkelige Zone af meget store og sandsynligvis meget nærliggende Stjer- ner, til hvilke Stjernebillederne Orion, den store Hund, Skor- pionen, Centauren og Korset hore, stjærer Mælkevejen underen