Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

125 Ved de overordentlige Fremskridt, som Kundskaben, siden Anvendelsen af de store Teleskoper, har gjort med Hensyn til Stjerneindholdet og Lysconcentrationens Forstjellighed i en- kelte Dele af Mælkevejen, ere nu mere physiske Iagtta- gelser angaaende Dannelsen traadte Lstedet for blotte opliste Projections-Observationer. Thomas Wright 02 fra Durham, Kant, Lambert og allerførst William Herschel vare tilbøjelige til at betragte Mælkevejens Skikkelse og den tilsyneladende Sammenhobning af Stjerner i samme som en Folge af den fladtrykte Dannelse og de ulige Dimensioner i den Verdensse (det Stjernelag), hvori vort Solsystem er indbefattet. Hypo- thesen om Firstjernernes lige Størrelse og ligelige Fordeling er i den nyeste Tid paa mange Maader bleven rokket. Den kjække og aandrrge Himmelgrandfker, William Herschel, har i sine sidste Arbejder os erklæret sig for Antagelsen af en Stjerne- ring, hvilket han selv tidligere bestred i sin fljonne Afhandling fra Aaret 1784. De nyeste Iagttagelser begunstige Hypo- thesen om et System af c on cent riske Ringe, som ligge i visse Afstande fra hverandre. Tykkelsen af disse Stjerne- ringe synes meget ulige; og de enkelte Lag, hvis forenede, svagere eller stærkere Lysglands vi modtage, ligge uden al Tvivl i meget forskjellige Hoider, d. e. i forftjellige Afstande fra os; men den relative Klarhed as de enkelte Stjerner, som vi antage af 10de til 10de Størrelse, kan ikke i den Grad betragtes som Maalestok for Afstanden, at man derved til- fredsstillende stulde kunne formane iiummerifT94 at bestemme Afstandssphærens Radius. I mange Egne af Mælkevejen er Instrumenternes rum- gjennemtrcengende Kraft tilstrækkelig til at oplose hele Stjer- nestyer og til at see enkelte Lyspunkter fremtrædende paa den dunkle stjelnelose Himmelgrund. Vi see da virkelig heelt