Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

146 dem ejendommelig og ikke blot tilsyneladende Bevægelse, saa- ledcs deres Overflader (eller lysende Atmosphcere) i W- mindelighed ogsaa ere Forandringer underkastede, der, hvad det største Antal af disse Vcrdenslegemer angaaer, gjentage sig i overordentlig longe og derfor umaalte, maaskce ubestemmelige Perioder; hos nogle faa indtræde de, uden at være periedisie, som ved cn pludselig Revolution, snart sor kortere, snart for længere Tid. Den sidste Classe, til hvilken en stor Stjerne i Skibet bliver at henføre som et mærkværdigt Erempel t vore Dage, sial ikke ombandles her, hvor Talen kun er om foranderlige Stjerner i allerede udforskede og maalte Perioder. Det er vigtigt at adskille 3 store siderale Naturpl-æuomener, hvis Sammenhæng endnu ikke er erkjendt: nemlig foranderlige Stjerner af bekjendt Periodicitet; de saakaldte nye Stjerners Opflammen; og pludselige Lysforandringer ved forlængst be- kjendte Stjerner af tidligere eensformig Lys-Intensitet. Vi dvæle her forst udelukkende ved den forste Art af Foranderlighed, hvorpaa Mira Ceti, en Stjerne t Hvalfiffen, frembød det tidligste noje iagttagne Erempel (1638). Den o st frisiske Præst David Fabricius, Fader til Solpletternes Opdager, havde rimeligvis allerede 1596 iagttaget Stjernen den 13de Avgust, som en Stjerne af 3die Størrelse, og seet den for- svinde i October samme Aar. Dens alternerende sig igjen- tageude Lysverel, dens periodiske Foranderlighed, opdagedcs forst 42 Aar senere af en Professor t Franeker, Johann Phocylides Holwarda. Denne Opdagelse paafulgtcs t samme Aarhundrede af endnu tvende andre foranderlige Stjerners: ß Persei (1669), ved Montanari, og / Cygni (1687), beskreven af Kirch. Uregelmæssigheder, som man bemærkede i Perioderne, og