Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

14 speile sig i Tallene, der ligesom ere en „efterlignende Frem- stilling" af disse. Tallenes Ubegrændsede Gjen- tagelighed og Forøgelse charakteriserer det Evige samt Natu- rens Uendelighed. Tingenes Væsen lader sig erkjende som Talforhold og deres Forandringer som Omdannelser t Tal- Combinationer. Ogsaa Plato's Physik indeholder Forsøg paa at fore Stoffernes indre Væsen i Berdensaltet og deres For- vandlingstrin tilbage paa legemlige Former og disse igjen paa de simpleste (triangulaire) Flade-Figurer"). Men hvad der endelige« udgjor de sidste Principer (saa at sige Elemen- ternes Elenienter) siger Plato t beskeden Mismod, „det veed kun Gud alene, og hvem der af ham elftes iblandt Mcnne- ftene"' En saadan mathematisk Behandling af physiske Pheenomener, Atomistikens Uddannelse og Philosophien for Maal og Harmonie, har endnu sildigt indvirket paa Na- turvidenflabernes Udvikling, samt fort phantasierige Op- dagere paa Afveje, der betegne den physifle Verdensbetragt- nings Historie. „Der boer et fængflende, af hele Oldtiden feiret Tryllerie i de simple Forhold af Tid og Rum, saaledes som de aabenbarer sig i Toner, i Tal og Vinter".16 Verdensordningens og Verdensregjeringens Idee træder i Aristoteles's Skrifter luttret og ophøjet frem. Alle Naturens Pheenomener skildres t de physiske Fore- drag (Auscultationes pbysicae) som bevægende Livsvirk- somhed af en almindelig Verdenskraft. Af „Verdens ube- vægede Bevæger" afhænger Himlen og Naturen16 (Phæno- menernes tellurifte Sphære). „Ordneren" og den sidste Grund for alle sandselige Forandringer maa betragtes17 som noget Jkke-Sandseligt, fra al Materie Adskilt. Eenheden i Stof- fernes forstjellige Kraftyttringer hæves til Hovedprincip, og disse Kraftyttringer selv reduceres stedse til Bevægelser. Saale-