Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

i 1849 udkommen Tabel, blandt 6000 Stjernepar allerede kjender halvsyvendehundrede15, hos hvilke en gjensidig Posi- tions-Forandring lader sig paavise. Det ældre Forhold var 1/16, det nyeste er nu 1/9 for de ved Hovedstjernens og dens Ledsagers iagttagne Bevægelse som phyftske Dobbeltstjerner sig aabeubarende Verdenslegemer. Angaaende den forholdsincessize Fordeling i Rummet af de binaire Stjernesystemer, ikke blot t Himmelrummet, men endogsaa blot paa den sydlige Himmelhvælving, er endnu kun lidet nummerifl udforsket. I Retningen af visse Stjerne- billeder (Andromeda, Bootes, den store Bjorn, Lossen og Orion) træffes Dobbeltstjernerne hyppigst i den nordlige Hemisphcere. For den sydlige Hemisphære bekjeudtgjor Sir John Herschel det uventede Resultat „at i den ertratropiske Deel af denne Hemisphcere er Antallet af de flerfoldige Stjerner meget rin- gere, end i den tilsvarende nordlige Deel". Og dog ere hine yndige sydlige Regioner blevne gjennemforffede16 under de gunstigste cttmosphæriske Forhold af den meest svede Iagttager med et lysstærkt 20 Fods Speiltelestop, so in adskilte Stjerner af 8de Størrelse i Afstande af indtil s/4 Secund. En overmaade mærkelig Ejendommelighed hos de fler- foldige Stjerner er det ved dem forekommende contrasterende Farvefkjcer. Af 600 klarere Dobbeltstjerner har Struve i sit store 1837 udkomne Værk med Hensyn iil Farven uddraget folgende Resultater. Ved 375 Stjernepar vare begge, baade Hovedstjernen og Ledsageren af samme og lige intensiv Farve. Hos 101 var kun en Forskjel i den ellers eensartede Farve at skjelne. Af Stjernepar med ganske forskjellig- artet Farve talte han 120, eller 1/5 af det hele Antal; medens Hovedstjernens og Ledsagerens Eensfarvet hed strakte sig til de 4/5 Dele af den hele, omhyggelig undersøgte Masse.