Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

209 Ophold paa St. Helena, men t overmaade ringe Antal. Den levende Forkjærlighed, som den store Cassini (Johann Domi- nicus) havde for alle Dele af den beffuende Astronomie, ledte ham mod Enden af det 17de Aarhundrede til en omhyggeligere Undersøgelse af Tangerne i Andromeda og Orion. Han troede efter Huygens at have opdaget Forandringer i den sidste, „ja at erkjende Stjerner i den forste, som man ikke seer med svagere Kikkerter". Man har Grund til at ansee de omtalte Foran- dringer i Udseende for en Skuffelse, derimod ikke saaledes den yttrede Eristents af Stjerner i Andromedas Taage, siden de mærkværdige Iagttagelser af George Bond. Cassini ahnede desuden af theoretiste Grunde en saadan Oplosning, da han, ganske i Modsigelse med Halley og Derham, holdt alle Taa- gepletter for meget fjerne Stjernesværme." Den matte, milde Lysstimring t Andromeda, mener han, er i det hele analog med Zodiacallysets; men ogsaa dette er sammensat af utal- lige tæt sammentrængte smaa planetariske Legemer.^ Lacailles Ophold i den sydlige Hemisphære (paa det gode Haabs Forbjerg, Isle de France og Bourbon, 1750—1752) forøgede Taagepletternes Antal saa betydeligt, at Struve med Rette bemærker, at man ved denne Reisendes Bestræbelser havde faaet mere at vide om det sydlige Firmaments Taage- verden, end man vidste om den i Europa synlige. Lacaille har iovrigt med Held forsøgt at inddele Taagepletterne t Clas- ser efter deres Udseende; ogsaa paatog han sig forst, ftjøndt med ringe Udbytte, den vanskelige Analyse af begge Magel- lauste Skyers (Nubecula major et minor) saa heterogene Indhold. Naar man fra de andre 42 isolerede Taagepletter, fom Lacaille opdagede paa den sydlige Himmel, drager de 14, lom selv med ringe Forstørrelse opløse sig til virkelige Stjer- nehobe, beholder man kun Tallet 28 tilbage: medens det med A. v. H u m b o I v t, Kosmos III. 14