Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

19 ved form er og Hovedepocher her fremstilles, var Kepler, i hele 78 Aar for Udgivelsen af Newton's Ubodelige Værk om Prin- cipia philosophiae naturalis, den, der stod en matbematist Anvendelse af Gravitationslceren nærmest. Naar Eklektikeren Simplicius ikkun r sin Almindelighed udtalte den Grundsæt- ning, „at de himmelske Legemers Jkke-Nedfalden foraarsagedes derved, at Omsvingningen (Centrifugalkraften) har Overhcrand over den Legemet egne Faldkraft, eller den nedad trækkende Kraft; naar Joannes Phitoponus, en Discipel af Ammouius Hermeæ, forklarer Himmellegemernes Bevægelse „ved et pri- mitivt Stod og den fortsatte Bestræbelse efter at falde,,; naar endvidere Kopernikus, som allerede tidligere bemærket, betegner det almindelige Begreb af Gravi ta ti o tt en, saa- ledes som den virker i Solen som Centrum for Planetverde- nen, samt i Jorden og Maanen, med hine mindeværdige Ord: gravilatem non aliud esse quam appetentiam quandam naturalem partibus in ditam a divina providentia opificis universorum, ut in unitatem integritatemque suam sese con feran t, in formam globi coeuntes; saa forefinde vi deri- mod hos Kepler i Indledningen til Værket de Stella Martis31 forst numeriske Angivelser af den Tiltrækningskraft, som Jor- den og Maanen t Forhold til deres Masser udove mod hin- anden. Han anfører meget bestemt Ebbe og ^lob32 som Beviis for, at Maanens tiltrækkende Kraft (virtus tractoria) ftrækker sig til Jorden; ja selv at denne Kraft, „lignende den, som Magneten udover paa Jernet", vilde berove Jor- den Vandet, saasnart denne ophorte at tiltrække samme. Men som beklageligt opgav denne store Mand ti Aar senere, 1619, maaffee paa Grund af Eftergivenhed mod Galilcei, der be- tragtede Jordens Rotation som Aarsag til Ebbe og Flod, denne vigtige Forklaring, for t Harmonice Mundi at 2*