Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

23 aakaldte Massedeles mangfoldige Aggregations-TLlstande, lade Beviserne for hine empiriske Love sig ingenlunde Udvikle af Theorien for C o nt act-Tiltrækning en med den Sikkerhed, som Begrundelsen af Kepler's tre store empiriske Love, ved Theorien for Masse-Tiltrækningen eller Gravitatio- nen, frembyder. Men paa samme Tid, fom Newton allerede havde er- kjendt, at alle Verdenslegemernes Bevægelse er en Folge af een og samme Kraft, antog han ikke Gravitationen selv, saa- ledes som Kant, for nogen Grundkraft hos Materien 40; men enten som en ham endnu ubekjendt hoiere Kraft, eller som en Folge af en Notation af LEtheren, der opfylder Verdens- rummet, og er tyndere end Massedelenes Mellemrum, men tiltager udad i Tæthed." Denne sidste Anskuelse er omstcende- ligen Udviklet i et Brev til Robert Boyle^i (af 28. Febr. 1678), der ender med Ordene: „jeg soger i Wcheren Aarsagen til Gravitationen". Af en Skrivelse til Halley sees, at New- ton otte Aar senere aldeles opgax)43 denne Hypothese om tyndere og tættere ZElher. Særdeles paafaldende er det, at han ni Aar for sin Dod, 1717, i den saa overmaade korte Fortale til andet Oplag af hans Optik, anseer det nødvendigt at erklære, at han ingenlunde betragter43 Gravitationen som nogen Gruudkraft hos Materien: medens Gilbert allerede i Aaret 1600 betragtede Magnetismen som en al Materie iboende Kraft. Saa vaklende var den dybsindige, Erfaringen stedse tilvendte Tænker, Newton selv, angaaende den „sioste mechaniske Aarsag" til al Bevægelse. Det er unægtelig en glimrende og den menneskelige Aand værdig Opgave, at opstille hele Naturlæren, lige fra Tyng- dens Love indtil den livstjænkede Naturs Udviklingsprocesser, som et organisk Hele; men den ufuldkomne Tilstand af saa