Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

275 charakteristiske Forffjellighed paa denne Side og hinsides de smaa Planeters Zone. Ved disse Gjenstande for sammenlignende Betragtning vil det være overeeusstemmeude med dette Værks Natur, at anvende eu særegen Flid paa Udvalget af de nummeriske Forhold, der med Hensyn til den Epoche, hvori disse Blade fremtræde, holdes for de nøjagtigste, d. e. for de nyeste og paalideligste Forflningers Resultater. a. Hovedplaneter. 1. Antal og Opdagelses-Epoche. — Af de syv Verdenslegemer, som fra den tidligste Old, ved deres stedse forandrede relative Afstande mellem hinanden, ere blcvue adskilte fra de i indbyrdes lige Stilling og Afstand tilsynela- dende forblivende funklende Stjerner paa Firstjeruehimleu (orbis inerrans), vise sig kun fem, Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn stj e r ueag ti g, quinque stellae erranles. Solen og Maanen, med deres store Skiver, bleve ligeledes adskilte fra de øvrige, formedelst deu til disse ifølge religiøse Myther knyttede større Vigtighed. Saaledes kjcndle efter Diodor (II, 30) Chaldæerne kun 5 Planeter; ogsaa Plato, ved ikkun en enkelt Gang t Timæus at omtale Planeterne, siger udtrykkelig: „omkring den i Centrum af Kosmos hvilende Jord bevæge sig Maanen, Solen og fem andre Stjerner, som tillægges Navnet Planeter; det Hele altsaa i 7 Omgange."3 Ligeledes nævnesi den gamle pythagoræiske Forestilling om Himmelbygningen, efter Philolaus, blandt de 10 guddommelige Legemer, der kredse om Centralilden (Ver- densarnen, éoTta), „umiddelbart under Firstjernehimlen" de fem Planeter; efter disse folge da Solen, Maanen, Jorden og (Modjorden). Selv Ptolemæus taler altid endnu kun om 5 Planeter. Nække-Optællingen af 7 Plaueter, saaledes som 18*