Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

303 culationer tilffrives fornemlig Anaragoras, den pychagoriste Skole og Oenopides fra Chios. De Steder, som skulle op- lyse os desangaaeude, ere magre og ubestemte; dog give de tilkjeude, at man tænkte sig det organiske Livs Udvikling og Dyrenes Tilblivelse samtidig med den Epoche, da Jordaren begyndte at helde sig; hvilket ogsaa forandrede Planetens Beboelighed i enkelte Zoner. Ifolge Plutarch de plac. philos. II, 8 troede Anaragoras: „at Verden, ester at være bleven til og at have frembragt levende Væsener af sit Skjod, af sig selv helvede mod Sydsiven." I samme Betydning siger Diogenes Laertius IL, 9 om Klazomenieren: „Stjernerne havde i Begyndelsen opsvuuget sig t en kuppelagtig Stilling, saa at den altid tilsynekommende Pol stod lodret over Jorden; men sene-re havde de antaget den skjæve Retning." Oprin- delsen til Ekliptikens Skraahed tænkte man sig som en kos- misk Begivenhed. Om en fremskridende sildigere Foran- dring var der flet ikke Tale. Skildringen af begge extreme, følgelig modsatte Til- stande, til hvilke Planeterne Uranus oz Jupiter meest nærme sig, egner sig til at minde om de Forandringer, som Eklip- tikens tiltagende og aftagende Skraahed vilde frem- bringe i vor Planets meteorologiske Forholde og i de orga- niske Livsformers Udvikling, hvis disse Til- og Aftagelser ikke iudstrænkedes tuben meget snevre Grændsee. Kund- staben om disse Grcendser, en Gjenstand for de store Arbeider af Leoilhard Euler, Lagrange og Laplace, kan ansees for een af den nyere Tids meest glimrende Tilkæmpninger i den theo- retiske Astronomie og den udviklede højere Analyse. Disse Grændser ere saa snevre, at Laplace (Expos, du Systeme du Monde, éd. 1824 p. 303) opstiller den Paastand, at Ekliptikens Skraahed oscillerer til begge Sider kun 1° 1/2