Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

324 tjær paafaldende. Siden Lamberts og Schroters Tid er den Mening bleven herftende, at den saa foiftjellige Intensitet i Maanens aslegraa Lys hidrører fra en stærkere eller svagere Nefler af Sollyset, som falder paa Jordkuglcn: alt eftersom dette tilbagekastes af sammenhængende Continental-Masser, fulde af Sandørkener, Græsstepper, tropifle Skove og ode Djergstrog; eller af store Havflader. Lambert har i en lys- stærk Comctsoger (14 Februar 1774) gjort ten mærkværdige Opdagelse, at see det askefarvede Maanelys erholde en oli- vengrøn, noget i det Eule spillende Toning. „Maanen, som dengang stod lodret ever del atlantiste Hav, erholdt paa sin Natside det grønne Skjcer fra Iordlyset, som Skovegnene ^3 i Sydamerika Udsendte til den under siyfri Himmel". Vor Atmosphceres meleorologiste Tilstand modificerer disse Intensiteter af Fordlyset, ter maa tilbagelægge den dobbelte Vei fra Jorden til Maanen og fra Maanen til vert £je. „Saalcdes vilde vi", som Arago24 bemærker, „naar engang bedre photomctriske Instrumenter haves til Naadighed, i Maanen tillige kunne læse Middel-Tilstandett of vor Atmosphæres Diaphanitet". Den forste rigtige Forklaring af det aflefarvede Lyses Natur i Maanen tilskriver Kepler (ad Vilellionen Paralipomena, quibus Astronomiae pars optica traditur, 1604 p. 254) sin hejtagtede Lærer Mastlin, som foledrog den 1596 i de i Tübingen cffenlligcn forsvarede Theses. Galilei talede (Sidereus Nuncius p. 26) om det reflecterre Jordlys som om en Ting, hau selv for flere Aar sidctt havde opdaget; men hundrede Aar for Kepler og Galilei var Forklaringen af det for os synlige Jertlys i Manne» ikke uudgaaet Leonardo da Vincis altomfattende Gcnie. Hans længe forglemte Haandftrifter indeholde Beviset herfor.25 Ved totale Maanefermorkelser forsvinder Maanen kun