Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

af mange Bjergrygge og Kratere tæt ølnringede Tychø.^ Ikke uden Sandsynlighed er det bleven paastaaet, at det i Særdeleshed har været Synet af Apenniner-Kjeden, som have givet Grækerne Anledning til at ansee Maane- pletterne for Bjerge og derhos, som nys bemærket, at tænke paa Skyggen af Athos, der i Solstitierne naaede Kobber- Koen paa Lemnos. En anden, meget phantastist Mening om Maauepletterne var den af Agesinar, som Plutarch bestred og ifølge hvilken Maancstiven, som et Speil, catoptrisk stulde gjengive os Udseendet og Omridset af vort kontinent og det ydre (atlantiste) Hav. En ganske ligneilde Mening synes endnu som Folketro at have holdt fig38 i For-Asien. Ved omhyggelig Anvendelse af store Kikkerter er det efterhaanden lykkedes, at gjore et Udkast til en paa virkelige Iagttagelser grundet Topographie af Maanen; og da Jord- Drabantens halve Side fremstiller sig ganske og paa eengang for vore Forffninger i Opposition, saa vide vi i Virkelig- heden om den almindelige og blot figurlige Sammenhæng af Bjerggrupperne i Maanen mere, end em Orographien af den Halvdeel af Jordkloden, der indbefatter det Indre af Afrika og Asien. I Regelen ere de morkere Dele af Skiven de fladeste og laveste; de lyse, Sollyset stærkt reflekterende Dele derimod, de høje og bjergfulde. Keplers gamle Angivelse af begge som Hav og Land er dog forlængst opgivet; alle- rede af Hevel betvivledes Rigtigheden af Forklaringen og Modsætningen, trods den lignende af ham udbredte Nomeu- clatur. Som stridende mod Tilværelsen af Vandflader an- føres fornemmelig dea Omstændighed, at i de saakaldte Maane-Have vise sig de mindste Dele, ved nøjere Under- søgelse og meget forskjellig Belysning, som aldeles ujevne, som Polyedrifke og just derfor givende meget polariseret