Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

332 foretages enten ved Lys-Tangenter (ved Bestemmelse af den paa Maanens Natside som Lyspunkt beskinnede Bjerg- spidses Afstand fra Lysgrændsen), eller ved Længden af Skyggen. Af den forste Methode betjente allerede Galilei sig, hvilket sees af hans Brev til Pater Grienberger angaaende Montuositå della Luna. Jfolge Madlers omhyggelige Bjergmaalinger efter Læng- den af Skyggerne ere Maanerls Culminationspunkter t ned- stigende Folge paa Sydranden, meget uær ved Polen, Dor- fel og Leibnitz, 3800 To iser; Ningbjerget Newton, hvor en Deel af den dybe Udhuling aldrig beftinnes, hverken af Solen eller af Jordskiven, 3727 Tviser; C a satus osilig fer Newton 3569 T.; Calippus i Kaukasus -Kjæden 3190 T.; Appenninerne imellem 2800 og 3000 T. Det maa her bemærkes, at paa Grund af total Mangel paa en almin- delig Niveau-Linie (en Flade med lige Afstand fra et Verdenslegemes Centrum, saaledes som Havfladen paa vor Planet frembyder os samme) kunne de absolute Holder ikke strængt sammenlignes indbyrdes, da de her angivne 6 num- meriste Resultater egentlig kun udtrykke Toppens Forsijel i Hoide fra de den nærmest omgivende Sletter eller Dybder. Paafaldende er det altid, at Galilei anslog de hoieste Maane- bjerge ligeledes ,,in circa miglia quatro“, altsaa omtrent 1 geogr. Miil (3800 T.) og boldt dem efter sine hypsometriste Kundskaber for hoiere end alle Jordens Bjerge. En hoist mærkelig og gaadesuld Egenskab ved vor Sa- tellits Overflade, der dog kun optiff antyder en Lys-Nefler, ikke bypsometriff en Heideførstjellighed, ere de smalle Lys- striber, som forsvinde i ffraa Belysning, men i Fuldmaane, ganfle i Modsætning til Maauepletterue, blive synligst som Str aale-Syste m er. De kunne ikke ansees for at være