Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

Iagttager, Heinrich Schwabe i Dessau, have de merke, starpere begrændsede Pletter flere Aar i Rad været udelukkende ejendommelige snart for det sydlige, snart for det nordlige af de tvende LEqvatoren begrændscnde graa Bælter (Striber). Pletdannelses-Precessen er altfan rumlig verlende. Undertiden ere (ligeledes efter Schwabes Iagttagelser i November 1834) Jupiterspletterne ved en 280 Ganges Forstørrelse i et Frauen- hoferst Telestop lig de smaa med en Nillg omgivne Kjernci- pletter i Solen. Men deres Sorthed er dog i dette Til- fælde svagere end Drabantskyggernes. Kjernen er sandsyn- ligviis en Deel af selve Jupiterslegemet; og naar den atmo- sphæriske Aabning bliver staaende over samme Punkt, saa giver Plettens Bevægelse den sande Notation. De dele sig ogsaa undertiden ligesom Solpletterne, hvilket allerede Domi- nicus Cassini erkjendte i Aaret 1665. I Jupiters A§qvatorial-Zone ligge to brede Høved- striber eller Bælter af graa eller graabrun Farve, som blive blegere ud imod Randene og endelig ganske forsvinde. Deres Begrændsninger ere meget ulige og foranderlige; begge udstilles ved en mellemliggende, ganste klar LEgvatorial-Stribe. Ogsaa heuimod begge Poler er hele Overfladen bedækket med mange smallere, blegere, ofte afbrudte, endog flint forgrenede Striber og altid parallele med LEqvator. „Disse Phcenomener", siger Arago, „lade sig lettest forklare, naar man antager en ved Skylag deelviis fortættet Almosphære, i hvilken dog den over Wqvator hvilende Region, saudsynligviis som Folge af Passatvindene, er dunstlos og diaphan (gjennemugtig). Efterdi Sky-Overfladen, (som allerede William Herschel antog i en Afhandling, der udkom i Aaret 1793 i det 83de Bind af Philosophical Transactions) reflekterer et intensivere Lys, end Planetens Overflade; saa maa den Deel af Bunden,