Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

359 vilde fortjene at kaldes en Comet, fordi den maaflee gjennem- stjærer den samme nærmeste, næstsidste Planets, Saturns Bane".^ En saadan Anskuelse om Sainmenkjædning af Skik- kelserne i Verdensbygningen, analog med den ofte misbrugte Lære om Overgangene i de organiske Væsener, hyldede Im- manuel Kant, en af det attende Aarhundredes største Aander. I to Epocher, 26 og 91 Aar efter at den Königsberger Phi- losophs „Naturgeschichte des Himmels" blev tilegnet Friedrich den Anden af Preußen, fandtes Uranus og Neptun af William Herschel og Galle; men begge Planeter have en ringere Ercentricitet end Saturn: ja medens sidste er 0,056, saa besidder derimod ben yderste af alle oö hidtil bekjendte Plaueter, Neptun, Ercentriciteteu 0,008, der næsten aldeles svarer til den solnære Venus's (0,006). Uranus og Neplnn vise dertil intet af de forkyndte cometiske Egenskaber. Da i den os nærmere Tid (siden 1819) Enckes Comet successive efterfulgtes af fem andre indre Co met er, og disse ligeledes dannede en særegen Gruppe, hvis halve store Are er lig med Fleertallet af de Smaa Planeters; saa opkastedes det Sporgsmaal: om Gruppen af de indre Co- me ter ikke oprindeligen havde dannet et eneste Verdensle- geme, i Overeensstemmelse med den af Olbers fremsatte Hypothese angaaende de Smaa Planeter: om nemlig een stor Comet ikke ved Paavirkning af Mars maatte kunne have deelt sig i flere, i Lighed med den Deling, der i Aaret 1846 som Bipartition (Tvedeling) og, saa at sige lige for Iagtta- gernes Aiile, fandt Stev ved ben sidste Tilsynekomst af den Bielaste indre Comet. Visse Overeensstemmelser med Hen- syn til Elementerne have foranlediget- Professor Stephen Alexander (ved College of New-Jersey) til at undersøge Muligheden af en fælleds Oprindelse for Asteroiderne