Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

Good Hope the year 1767 for 1829 p. 38 P. a. St. p. 804 og Oat-1, p. 522. Philos. Transact. Vol. LVI1. for mais surtoul parcc quc le resultat de la mesuie d intensité depend de la partie de i’oeil qui se trouve en face de 1'ocnlaire. Il y a er- reur lorsque la pupille n’est pas Ires exactenient å la hauteur de la limits inferieure de la portion non entamée du petit miroir.“ 68 (®. 80) Samml. Steinheil, Elemente der Hellig- keits-Messungen am Sternenhimmel München 1836. (Schum. Astr. Nachr. No. 609) og John Herschel, Results of Astro- nomical Observations made during the years 1834—1838, at the Cape of Good Hope (Lond. 1847), p. 353—357. Med Steinheils Photometer har Seidel 1846 forsøgt at bestemme Lys- Qvantiteten as flere Stjerner af lste Størrelse, som under vore nord- lige Breder komme tilsyne i tilstrækkelig Høide. Han sætter Vega----- l og finder da: Sirius 5,13; Riegel, hvis Glands stal være i Tiltagende 1,30; Arkturus 0,84, Capella 0,83; Procyon 0,7 t; Spica 0,49; A ta ir 0,40; Aldebaran 0,36; Deneb 0,85; Regulus 0,31; Pollux 0,30; Betei- geuze mangler, fordi den er foranderlig, hvilket i Særdeleshed har viist sig imellem Aarene 1836 og 1839 (Outlines p. 523). 69 (S. 81.) Samml. med Hensyn til de nummerifle Fundamenter for photometrifle Resultater 4 Tabeller af Sir John Herschel i Cap- Observationerne a) p. 341; b) p. 367—371; c) p. 440 og d) i Out- lines of Astr. p. 522—525 og 645—646. Angaaeude den blotte Rækkefølge uden Tal s. Manual of scient. Enquiry prepared for the use of the Navy 1819 p. 1'2. For at forbedre det hidtil brugelige konventionelle Sprog (den gamle Classeinddeling efter Størrelser), er der i Outlines of Astronomy p. 645, til vulgar- Scale of Magnitudes som ved Enden af dette Afsnit vil blive indskudt, tilføjet en Scale of photometric Magnitudes blot ved Addition af 0,41 saaledes som det i Capreisen p. 370 omstændeligere er for- klaret. 70 (©. 81.) Argelander, Durchmusterung des nördl. Himmels zwischen 4-5° und 60° De cl. 1846 ©. XXiV—XXVI. Sir John Herschel, Astr. Odserv, at the Cape of p. 327, 340 og 365. ™ (S. 81.) (S. 81.) p. 234. ™ (S. 81.) 27, Herschels Sol- og Maanelyset er fra 1799 og grundet paa Skyggen af sædvan- lige Lys (Kerzenlicht), medens der i Forsegene med Sirius 1^26 cg 18-27 anvendtes Billeder, som rcflectercdes fra en Glaskugle. De tid- ligere Angivelser af Sollysets Intensitet i Forhold til Maanens, afvige meget fra det her givne Resultat. De vare hos Michel og Euler af WollastoN i Philos. Transact. Outlines p. 553. Wollastons Sammenligning af