Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

118 Planet-Afstandene efter to aldeles forsijellige Progressioner: een ved Fordobbling, den anden ved Trefoldiggjorelse, af hvilke Rækken 1.2. 8.4.9.8.27 opstaaer. Det er samme Række, som man finder i Ti- mæus, paa det Sted, hvor Talen er om Verdenssjælens (p. 35 Steph.) arithmetiste Deling, som Demiurgus foretager. Plato har nemlig i Forening betragtet begge de geometriske Progressioner 1.2.4 . 8 og 1 . 3.9.27, og saaledes afvexlende udtaget hvert efterfølgende Tal af en af Rækkerne, hvorved den oven anførte Nækkefolge I . 2 . s . 4.9... op-- ftaaer. Samml. Böckh i Studien af Daub og Creuzer Bd. Ils. S. 34—43; M artin, Etudes sur le Timée T. 1. p. 384 og T. 11. p. 64. (Samml. cgsaa.Prevost sur l’åme d’aprés Platon i Mém.de I’Acad. de Berlin pour 1802 p. 90 og 97; samme i Bib- liothéque brilannique, Sciences et arts T. XXXVII. 1808 p 153). 22 (S. 290.) S. det skarpsindige Skrift af Professor Ferdinand Piper: Von der Harmonie der Sphären 1850 S. 12-18. Den formeente Relation imellem de 7 Vocaler i det gammel-cegyptifle Sprog og de 7 Planeter, samt Gustav Seyffarths, allerede ved Zoegas og Tölkens Undersøgelser gjendrevne Opfatning af ægyptifle Præsters astrologifle vocalrige Hymner, efter Steder hos Pseudo-Demetrius Pha- lereus (maaflee Demetrius fra Alexandrien), efter et Epigram af Eusebius og et gnostist Manuflript i Leiden: er omstændelig og med kritisk Lær- dom bleven behandlet af Jdeler, Sonnen (Herma pion 1841 Pars I. p. 190—214). Samml. ogsaa Lobeck, Aglaoph. T. 11. p. 932. 23 (S. 291). Angaaende den successive Udvikling as Keplers mu- sicalfle Jdeer, s. Apelts Commentar til Hanno nice Mundi i hans Skrift: Johan Keplers Weltansicht J849 S. 76—116. (Samml. ogsaa Delambre, Hist, de I’Astr. mod T. I. p. 352—360). 24 (S. 291.) Kosmos Bd. 11, S. 286. 23 (S. 291.) Tycho havde tilintetgjort de krystalne Sphærer, i hvilke Planeterne vare indheftede. Kepler roser Foretagendet; men han holder dog saft ved den Forestilling, at Firstjerne - Sphceren er en fast Kugleflal af to tydfle Miils Tykkelse, paa hvilken der glim- rer 12 Fixstjerner af forste Siorrelse, der alle befinde sig i lige Afstand fra os, og staae i særegen Relation til Hjernerne af et Jkosaodron. Fixstjernerne lumina sua ab intus emittunt; ogsaa Planeterne an faae ban længe for selvlysende indtil Galilei belcerede anderledes desan- gaaende! Om han endogsaa, saaledes som flere iblandt de Gamle og Giordano Bruno, ansaae Fixstjernerne for Sole ligesom vor Sol; saa hyldede han dog ingenlunde i saa hoi Grad den af ham vel over- vejede Mening at nemlig alle Fixstjerner stulde være omgivne af Planeter, som jeg tidligere (Kosmos Bd. 11. S. 297) har petastaaet. Samml. Apelt p. a. St. S. 21—24. Tils. W Struve har i