Smitsomme Sygdomme Hos Landbrugsplanterne

171 fra Rodens sunde Del, og ved god Pleje kan Marken komme til Kræfter igen, saa at kun et enkelt Slet gaar tabt. Efter det ovenstaaende er de ældre Græsmarker den væsentligste Smittekilde for Bægersvampangreb. Hvileknolde kan findes i Kløverfrø; men disse synes uden Betydning for Sygdommens Optræden. Derimod kan Angrebet blive meget ondartet, naar man saar Kløverfrø i en Mark, hvor der har været syg Kløver 1—2 Aar forud, altsaa inden Hvileknoldene har mistet deres Spireevne; er Antallet af kløverfri Aar 3—5 eller mere, synes Jordsmitten uden Betydning. Om de forskellige Bælgplantearters Modtagelighed for Bægersvamp kan der kun opstilles ret usikre Regler, der stedvis kan udvise betydelige Undtagelser. For Rødkløverens Vedkommende er Angrebet værst hos de tidlige Kløversorter af vest- og sydevropæisk Oprindelse, som gror meget stærkt til i Efteraaret; mindst angribes de sildige Sorter af nordiske Stammer. Alsikekløver lider mindre end Rødkløver, Hvidkløver endnu mindre; derimod bliver Blodkløver stærkere medtaget. Humle-Sneglebælg og Rundbælg kan paa mange Steder blive totalt ødelagt. Kællingtand er den mest modstandsdygtige Art. For alle Bælgplanter gælder det, at de er mest modtagelige i deres første Leveaar, og des mere, jo yngre de er. Kløverens Bægersvamp er almindelig i alle Egne af Danmark; men den er ikke lige ondartet i alle Aar og under alle Forhold. Mildt og fugtigt Vejr i lange Perioder af Efteraar og Vinter, et koldt og fugtigt Foraar og en fugtig Sommer fremmer dens Angreb; den er værst paa Nordskraaninger og paa Marker med indelukket Beliggenhed. For Kløverens Vedkommende er Svampen mest ondartet, hvor Ud- lægsmarkens Bestand er særlig frodig i September- Oktober, da Jorden i saa Fald vanskelig udtørres og