Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 209 — at færdes med alle, de store i Samfundet som de lavest stillede, hun havde en Hjertets Veltalenhed, forbundet med Beskedenhed, der gjorde hver Samtale med hende saa let, foruden at den krydredes ved hendes boblende, stille Humor. Hun vedblev til det sidste at udvide sine Kundskaber, hun tog saaledes stadig Undervisning i Historie og i Fransk. Fru Ottilie hørte efter Stand og Levefod til den Verden, man kalder den mondæne, men und- gik at blive regnet sammen med den, i den Grad forstod hun at holde den ydre Fremtræden nede i Forhold til de blivende Vær- dier8. Hos hende var der aldrig noget udæskende i Paaklædning eller Smykker, selv om en og anden Enkelthed var ejendom- melig og viste, at hun ikke veg bort fra noget særegent, naar hun og hendes Mand saa, at det vilde pryde hende. Hun blev al- drig en Personlighed, hvis Nær- værelse forudsattes ved en Pre- miere-Forestilling, hvor meget Fru Ottilie Jacobsen (1900). hun end fulgte med alt, hvad der fremkom af god Skuespilkunst. Hun havde en dronninglig Fremtræden og bar sit Hoved stolt paa den skønne Hals, saaledes som Brandstrup har fremstillet hende i sin ypperlige legemsstore Statue. Men fornem, saa at man følte sig i Afstand fra hende, blev hun aldrig, hvor ladylike hun end altid optraadte. »Hun ligesom forenede de bedste danske og de bedste engelske Egenskaber«, saaledes dømte en i England boende Dame ved hendes Bortgang. Med sin udviklede Sans for Takt blev hun den betænksomme Hustru ved en Husbonds Side, der let kunde gribe fejl; allerede den 27