Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 211 — Otte Aar efter sin Hustrus Død mistede Carl J. sin Moder, han havde to Aar tidligere fejret hendes 90 Aars Fødselsdag. Hun havde været ved sin Aands Kraft til det sidste, men var i de senere Aar oftest knyttet til sit Leje, og hendes Høreevne var næsten gaaet tabt. Hendes i tidligere Aar noget iltre Virksomhedstrang havde de svig- tende Kræfter dæmpet, med sin Tanke og sine varme Følelser fulgte hun stadig de nærmeste kære og de gamle Venner. Mindesmærket for Ottilie Jacobsen i Forhaven paa Ny Carlsberg. Fru Laura led med sin Søn, naar han havde Sorger, og hun fandt ofte, naar hans Planer mødte Modstand, at man viste Uretfær- dighed mod ham. Hun var aldeles ikke blind for, at hans Optræden kunde virke stødende, men hun vilde, at man skulde forstaa ham som den Personlighed, han i det Hele var. »Han er af Forsynet be- stemt til at udrette det utrolige, men ogsaa til at bære store Sorger«. Under Carl J.s Strid med sin Fader havde hun vel Følelsen af, at der var sket ham Uret, men hun bad ham altid om at give efter. »Prøv paa at tilgive Dine Forældre for den haarde Medfart, som Du ganske vist har faaet, og Du vil da ogsaa se Dine egne Fejl ... og 27*