Carl Jacobsens Liv Og Gerning

I co skriver ved Møllers Død (1899): »Sophus var Carls eneste sande Ven og den kæresle, han havde. Det var mit højeste Ønske, at de to smaa Drenge skulde komme til at elske hinanden som Søskende, da de ingen selv havde, og jeg har faaet dette Ønske opfyldt«. Med Sophus var Carl i Sommeren 1858 paa en Udflugt til Vordingborg og Møen, to Aar senere gik Rejsen over Sundet til Lund og Ringsjøn. I den Sommer foretog Carl ogsaa sammen med sin Fader en kortere Rejse til de fra vor Treaarskrig bekendte Steder, Dybbøl, Isted, Slesvig, Dane- virke, Frederiksstad, Fredericia. Foruden at dvæle ved Minderne har Kaptein J. vistnok villet, som Borger og Politiker, danne sig en Op- fattelse i det da stærkt debatterede Spørgsmaal om vore Forsvars- stillinger og Befæstningsanlæg. Der havde næsten aldrig været Anledning til at paatale Carls Flid i Skolen. Derimod havde Faderen ofte Anker overfor Sønnens legem- lige Færdigheder og hans ydre Væsen. Kapteinen var selv en elastisk Officersskikkelse, ogsaa en elegant Rytter. Sønnen lagde som ældre Mand stor Vægt paa en god Holdning, smuk Gang og skønne Be- vægelser, men han udtalte (Januar 1914): »Jeg gik daarligt, da jeg var Dreng, og min Fader hersede svært med mig og gjorde Nar af min foroverbøjede Holdning og dukkede Nakke og krumme Knæ, det hjalp dog først rigtigt, da jeg blev voksen og forfængelig og navnlig udviklede min Skønhedssans«. Endnu som Student maa Carl høre Kritik for sit ydre Væsen. »Du lider i høj Grad af Mangel paa Sans for skøn Form i Din hele Optræden og deriblandt ogsaa paa Sans for en smuk Taleform . . . Hvorledes gaar det med Dine ridderlige Øvelser hos Lørup [Ridelæreren]? Jeg vil haabe, at Du driver dem con amore! Det var i Sandhed en Skam, dersom Leila ikke skulde kunne animere Dig dertil. Jeg længes formelig efter det kære Dyr. Giv hende et Par Stykker Sukker fra mig!« (Mai 1865). I Skolen var Carl en lydig og pligtkær Elev. Vilhelm Bergsøe, der var hans Lærer i Naturhistorie, har udtalt, at han altid bevarede Jacobsen »i sin Erindring som en af sine flinkeste og mest elskværdige Elever«. Alle erkendte hos den unge Mand den Skyhed for alt urent i Tanke, Ord eller Handling, som han bevarede gennem Livet. I sin 2