Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 250 Aaret forinden, da Jacobsen havde den store Ængstelse under sin Hustrus Sygdom i Strasbourg, havde han skrevet til sine Sønner: Glem aldrig, selv om I skulle blive gamle Mænd, at holde Jer til Jesu Ord. Om Carl J.s Skønhedssans er ofte talt i det foregaaende3. Han besad en Hunger efter Skønhed, der næsten maatte synes at besvære den, der besad den. Det var ham vanskeligt at glemme Mangler i denne Henseende, i alt Fald hos Kvinder. Samtidig med at han kunde overse, hvordan Ansigtstræk, der maaske maatte kaldes klassiske eller stilfulde, ingenlunde tav om aandelig Stivhed eller Tørhed, kunde han undgaa at føle, hvordan gnistrende Liv, aandelig Varme eller et karakter- fuldt Blik maatte forjage enhver Tanke om den Skønhed i Linier eller Farver, som maaske fuldkomment manglede. Jacobsens Dom kunde dog mildnes, naar han saa en rank Hold- ning, en tryg Værdighed, Bevægelser med skøn Rythmik eller en ud- præget Villie til at gøre sig gældende. Da han som Deltager i den internationale arkæologiske Kongres er sammen med de øvrige Med- lemmer paa Besøg paa Kreta, skriver han til sin Datter Paula, at Menneskene dér er saa mærkværdig skønne, baade Mænd, Kvinder og Børn. Mændene er glimrende Skikkelser, kraftige og bøjelige, siddende udmærket til Hest. De unge Piger er gratiøse, høje og slanke, alle- sammen som var de fødte Prinsesser. »Jeg beundrer fremfor alt disse Menneskers Holdning. Der er ogsaa nogle meget nydelige tyske Damer, der se ud som danske. De se ud som det var Tjenestepiger for de andre. Det er utroligt, hvad Holdning giver Værdi til et Men- neske« (April 1905). Derfor var det Jacobsen til Kvide, naar han saa danske Viden- skabsmænds forsigtige eller forsagte Væsen og hørte deres lavmælte Tale; han kunde beundre Svenskerne for, at de langt bedre forstod at lade deres virkelige Værdi komme til Skue. Man var langt sikrere paa at gøre Indtryk paa Carl Jacobsen ved bestemt og djærvt al sige ham imod, end naar man fod sine nok saa kraftige Indvendinger faa en spagfærdig Form4. Men Jacobsens karakteristiske Blik paa menneskelig Skønhed er jo kun et Udslag af hans almindelige æstetiske og kunstneriske Syn; ved dette er der ofte dvælet i det foregaaende, og her skal kun til-