Carl Jacobsens Liv Og Gerning
Forfatter: Johannes Steenstrup
År: 1922
Forlag: Udgivet af Ny Carlsberg Fondet
Sted: København
Sider: 278
UDK: Folio 92 Jac
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
— 250
Aaret forinden, da Jacobsen havde den store Ængstelse under sin
Hustrus Sygdom i Strasbourg, havde han skrevet til sine Sønner: Glem
aldrig, selv om I skulle blive gamle Mænd, at holde Jer til Jesu Ord.
Om Carl J.s Skønhedssans er ofte talt i det foregaaende3. Han
besad en Hunger efter Skønhed, der næsten maatte synes at besvære
den, der besad den. Det var ham vanskeligt at glemme Mangler i
denne Henseende, i alt Fald hos Kvinder. Samtidig med at han kunde
overse, hvordan Ansigtstræk, der maaske maatte kaldes klassiske eller
stilfulde, ingenlunde tav om aandelig Stivhed eller Tørhed, kunde han
undgaa at føle, hvordan gnistrende Liv, aandelig Varme eller et karakter-
fuldt Blik maatte forjage enhver Tanke om den Skønhed i Linier eller
Farver, som maaske fuldkomment manglede.
Jacobsens Dom kunde dog mildnes, naar han saa en rank Hold-
ning, en tryg Værdighed, Bevægelser med skøn Rythmik eller en ud-
præget Villie til at gøre sig gældende. Da han som Deltager i den
internationale arkæologiske Kongres er sammen med de øvrige Med-
lemmer paa Besøg paa Kreta, skriver han til sin Datter Paula, at
Menneskene dér er saa mærkværdig skønne, baade Mænd, Kvinder og
Børn. Mændene er glimrende Skikkelser, kraftige og bøjelige, siddende
udmærket til Hest. De unge Piger er gratiøse, høje og slanke, alle-
sammen som var de fødte Prinsesser. »Jeg beundrer fremfor alt
disse Menneskers Holdning. Der er ogsaa nogle meget nydelige tyske
Damer, der se ud som danske. De se ud som det var Tjenestepiger
for de andre. Det er utroligt, hvad Holdning giver Værdi til et Men-
neske« (April 1905).
Derfor var det Jacobsen til Kvide, naar han saa danske Viden-
skabsmænds forsigtige eller forsagte Væsen og hørte deres lavmælte
Tale; han kunde beundre Svenskerne for, at de langt bedre forstod
at lade deres virkelige Værdi komme til Skue. Man var langt sikrere
paa at gøre Indtryk paa Carl Jacobsen ved bestemt og djærvt al sige
ham imod, end naar man fod sine nok saa kraftige Indvendinger faa
en spagfærdig Form4.
Men Jacobsens karakteristiske Blik paa menneskelig Skønhed er
jo kun et Udslag af hans almindelige æstetiske og kunstneriske Syn;
ved dette er der ofte dvælet i det foregaaende, og her skal kun til-