Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 251 føjes følgende. Den idelig fastholdte Maalestok: Klassicitet, den stærke Betonen af det ypperste i Materiale, Form og tilstræbt Maal, den ofte hørte Udtalelse: »i Kunsten gælder det først og fremmest: det bedste og kun det bedste« rummer en vis Ensidighed og Uretfærdighed. Det ypperste er jo dog altid i nogen Grad bestemt al Menneskers og Tids- aldres afvigende Skøn, og man maa ikke glemme, at det mindre fuld- komne kan fra et andet Synspunkt set være det fuldkomne, fordi det mulig har Evnen, som det fuldkomne kan savne, til at trænge ind og bane sig Vej og derved maaske netop lægge Spiren til, at noget fuldkomment fødes. Allerede hos Kaptein Jacobsen mærkedes en Til- bøjelighed til altfor udelukkende at søge Højderne, men hos Sønnen kommer det endnu stærkere frem. Dette gælder paa alle det Skønnes Omraader5. Ogsaa de Scener, over hvilke der ikke staar skrevet »Ei blot til Lyst«, kan give Billeder af Livet, der virker løftende, lærer Menneskekundskab eller i alt Fald skaber harmløs Glæde. Variétéer og lignende tør vi næppe nævne. Carl J. skrev 1906 til sin Søn: »I de fire Aar, jeg var i Udlandet, har jeg sikkert ikke været 8 Gange paa Variété og næppe nogensinde før eller siden«6. Carl J.s ret blodrige Konstitution og fyldige Legemsbygning var mere i Overensstemmelse med hans Moders Natur end med hans Faders elastisk smidige Skikkelse. Sønnens aandelige Naturel inde- holdt ogsaa forskellige Bestanddele, der var beslægtede med Moderens, i alt Fald som de fremtraadte hos hende, inden Alderen gjorde sin dæmpende Indflydelse gældende, saaledes de impulsive Indskydelser, en vis Uro og Mangel paa hurtigt Overblik. Et Samarbejde med Jacobsen kunde paa Grund af de nævnte Sider i hans Natur være vanskeligt. Han var idérig, men han kunde ikke overse de forskellige Hensyns ulige Værdi, eller han kunde, ved sit Tempera- ment, som nødig gav sig Tid, endog glemme, hvad der maatte være det vigtigste Udgangspunkt for Betragtningen. Med sin Tilbøjelighed til at virke som Stormvind kunde han fare op og næsten ikke ville lade af- vigende Synsmaader komme til Orde, medens han dog den næste Dag kunde erkende, at han havde overhørt eller overset rimelige Hensyn. Den brusende Ilterhed hos Jacobsen maatte selv de Medarbejdere faa at føle, som han satte højest og for hvem han nærede et ufor- 32*