Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 253 — Medlemmer var Zar Aleksander III og Prinsen af Wales, er mindet ved et Maleri af L. Tuxen7 — og disse har sikkert maattet erfare, at Jacobsen ikke af Naturen var anlagt som Diplomat, men at hans Ud- talelser kom efter Indskydelse og efter Hjertets Trang8. Som en Prøve paa hans frimodige Optræden i disse Kredse hidsætter vi den Skildring, han i et Brev til sin Søn giver af en Festlighed i Anledning af Kejser Wilhelms Besøg i København i April 1903. Ved Kronprinsens Fest, hvor kun Spidserne var tilstede, talte jeg med Kongen, som var meget oprømt; han udtalte sin Glæde over et Par Epauletter, som Kejseren havde taget med til ham. Jeg sagde, at det var en smuk Tale, som Kejseren havde holdt til ham, at Kong Kristian længe skulde staa ved højen Mast, og at den var et Udtryk ikke blot for Kejserens Hyldest, men ogsaa for hele det danske Folks Ønsker. »Han forkæler mig«, sagde Kongen, og han bøjede sig ned for at vise Epauletterne med hans Navnetræk, som Regimentet til Ære for ham skulde bære, ikke blot saalænge Kongen levede, men til evig Tid. »Jeg har Uhlanuni- formen paa i Aften, som De ser; den er egentlig ikke smuk!« Saa kom Aleksandra hen til mig og spurgte mig, om jeg stadig fik nye Kunstværker. »Ja, der gaar ikke mange Dage, Deres Majestæt, uden jeg faar Et og Andet og mange herlige Ting«. »Ja, jeg vil gerne komme engang og se det«, sagde hun. Jeg sagde: »Det er en stor Glæde nu at se her Prinsesse Aleksandra som Dronning Aleksandra. Det er en Glæde, som deles af alle Danske«. Samtalen blev afbrudt ved at Kejserinde Dagmar kom og gav Jacobsen Haanden, men da han havde talt med hende to Dage forinden ved Kunstakademiets Fest, hvor han »benyttede Lejligheden til at takke hende for den russiske St. Anna Orden, som jeg skyldte hende personlig, var der ikke An- ledning til længere Samtale«. »Kejseren gik rundt og talte med hver enkelt. Da han kom til mig, forekom jeg ham (vistnok imod Etiketten!) ved at begynde selv: »jeg takker Deres Majestæt for den skønne Tale, som De igaar Aftes holdt til vor kære Konge«. Kejseren svarede: »Den var oprigtig ment«. Jeg: »Ja, den kom fra Hjertet, det kunde man høre«. Kejseren: »Ja, det gjorde den. Jeg siger aldrig Fraser. Jeg siger altid, hvad jeg mener«. — Det var min Samtale med Nutidens mægtigste Mand. Han