Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 254 — saa særdeles elskværdig ud og var glad og livlig — jeg kan sige vennesæl. Han har gjort et stort og et behageligt Indtryk og har im- poneret alle ved sin Energi, sin Alsidighed — ved sin Personlighed. Han har øjensynligt to Sider. Thi det hovne, storsnudede, kolde og yderst uelskværdige Udtryk, som han paatager sig i alle sine Por- trætter, er sikkert ogsaa et sandt Udtryk for den anden Side af hans Karakter. Men det er meget klogt af ham, at dette slet ikke er kommet frem under hans Færden her«. Naturligvis maatte mange Æresbevisninger blive en Mand med Jacobsens Fortjenester til Del9. Vi har oftere omtalt saadanne og skal her yderligere nævne følgende. Af Kongen modtog Jacobsen Ridder- korset af Danebrogsordenen 1888, Danebrogsmændenes Sølvkors 1891, 1897 udnævntes han til Kommandør (1906 Kommandør af 1. Grad). Med Storkorset hædredes han 1912, og han valgte til sit Vaabenmærke Billedet af Fru Jerichaus »Danmark«, til Valgsprog: Laboremuspro pairia. For hans Fortjenester af det kunsthistoriske Studium tildelte Københavns Universitet ham 1899 Graden som Æresdoktor i Filosofien. Til over- ordentligt Medlem af Kunstakademiet i København var han bleven valgt 1897, 1912 optog det ham til Æresmedlem, Kunstakademiet i Antwerpen havde 1896 valgt ham til Æresmedlem og sendt ham det Hæderstegn med Baand, som dets Medlemmer bar, med dette saa man ofte Jacobsen smykket10. Da Jacobsen havde fyldt 70 Aar, overbragtes der ham ved hans Tilbagekomst fra en Rejse en prægtigt udstyret Adresse, der havde 15,974 københavnske Borgeres Underskrifter; denne udtalte en Tak, fordi han som ingen anden Enkeltmand havde spredt Skønhed over København, hans storladne Borgersind vilde staa som et lysende Tegn for kommende Slægter11. Fra Manden, som han færdedes i den offentlige Verden, vender vi tilbage til hans menneskelige Egenskaber, og her er der Grund til endnu at nævne hans Trofasthed overfor Venner. Der var en sjælden Ærlighed og lødig Paalidelighed i Jacobsens Følelse for Venner. Han var ret forsigtig med at knytte sig til Men- nesker. Han skriver til den Mand, der i den senere Del af hans Liv blev hans højre Haand: »Jeg har altid syntes, at Venskabsfølelse var